PET: Terrortruslen er alvorlig og præget af nye farer

Terrortrussel mod Danmark er på næsthøjeste niveau. Militant ekstremisme udgør den væsentligste trussel.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Terrortruslen mod Danmark er stadig alvorlig, og det er militant islamisme, som udgør den væsentligste trussel mod Danmark. Men der er også nye tendenser.

Det oplyser Politiets Efterretningstjeneste (PET) i ny analyse af terrortruslen.

Alvorlig er det næsthøjeste af de fem trusselsniveauer, som PET opererer med.

quote Vi kan se, at det er en stigende tendens i Vesten og i Danmark, at enkeltpersoner i højere grad sammensætter en cocktail af deres egne verdens- og fjendebilleder

Michael Hamann, chef, Center for Terroranalyse

Det er Center for Terroranalyse, der hører under PET, som står bag vurderingen, og som noget nyt i år er der indført begrebet hybridisering.

Begrebet dækker over, at ekstremister selv sammensætter deres fjendebilleder, og det udgør en stigende tendens i både Vesten generelt og i Danmark. Det fortæller Michael Hamann, der er chef for Center for Terroranalyse.

- Vi kan se, at det er en stigende tendens i Vesten og i Danmark, at enkeltpersoner i højere grad sammensætter en cocktail af deres egne verdens- og fjendebilleder, som er præget af ideologiske og religiøse forestillinger, men som også suppleres af konspirationsteorier, ekstrem voldsfascination og helt nære personlige forhold som for eksempel psykiske lidelser, siger han i en pressemeddelelse.

Flere sager om terror på Sjælland

Det er særligt den teknologiske udvikling, som har gjort det både nemmere og hurtigere for enkeltpersonerne at finde inspiration til det fjendebillede, borgere selv sætter sammen.

Af analysen fremgår det blandt andet som eksempel på hybridisering, at højreekstremister i flere tilfælde har ladet sig inspirere af og anvendt militante islamisters æstetik og angrebsmodus.

Senest er en ung dreng fra Vestsjælland blevet tiltalt for at lade sig hverve til den ekstremistiske gruppe FKD. Han er endvidere tiltalt for at forsøge at få en klassekammerat med i gruppen, og for at have delt ekstremistisk materiale med øvrige medlemmer af det nynazistiske fællesskab, ligesom han er tiltalt for at have påtaget sig lederskab i Feuerkrieg Division.

Læs også
Dreng lod sig hverve til nazi-terrorgruppe - risikerer flere års fængsel
Læs også
Dreng lod sig hverve til nazi-terrorgruppe - risikerer flere års fængsel

Drengen nægter sig skyldig. 

Og sidste år blev en 35-årig syrer kendt skyldig i forsøg på terrorvirksomhed i den såkaldte terrorsag fra Holbæk – en sag der nåede at omfatte 13 varetægtsfængslede og sigtede personer, hvor af sigtelsen frafaldt for de ti, og yderligere to blev frifundet.

Den 35-årige blev idømt 16 års fængsel og udvist fra Danmark.

Islamistiske terrorangreb mindre sandsynligt

Hvis to forskellige ekstremister eller grupper af ekstremister har verdens- eller fjendesyn, der overlapper betydeligt, er der desuden sandsynlighed for, at de indgår i et praktisk samarbejde.

Det kan eksempelvis være, at højreekstremistiske grupper eller individer indgår et samarbejde med antimyndighedsekstremister, skriver CTA.

CTA definerer ekstremisme som viljen til at bruge vold eller andre ulovlige handlinger til at ændre eksisterende forhold i samfundet.

Tendensen til øget hybridisering er dog ikke automatisk med til at øge terrortruslen mod Danmark.

- CTA vurderer dog, at hybridiseringstendens overordnet set kan medføre et stigende antal af mødesteder og kontaktflader for ekstremister, særligt online, og dermed øge mulig inspiration på tværs af ekstremistiske miljøer, skriver CTA.

Læs også
35-årig anker historisk hård terrordom
Læs også
35-årig anker historisk hård terrordom

Det kan føre til en øget risiko for, at en person, der både er fascineret af vold og klar til at begå vold, begynder at følge en ekstremistisk dagsorden.

Mens militant ekstremisme udgør den største trussel mod Danmark, er det ifølge PET mindre sandsynligt, at militante islamistiske grupper har kapacitet til at gennemføre større koordinerede terrorangreb i Vesten.