Pædagoger håber på tests: - Det kan give mere tryghed

Med op mod 100 personlige kontakter om dagen mellem børn, pædagoger og forældre er det utrygt, at der endnu ikke er sat et systematisk testprogram i gang.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

- Det vil klart skabe tryghed, selvom det vil skabe nogle logistiske udfordringer, hvis vi skal testes i arbejdstiden. Men skal vi det, så får vi det løst.

Sådan siger pædagogisk leder Anja Worm Rasmussen fra Børnehuset på Storebæltsvej i Korsør.

Hun bruger i denne tid sin fritid på at lade sig teste en gang om ugen og opfordrer sine ansatte til at gøre det samme – men det er endnu ikke noget krav, at pædagoger lader sig teste, selvom institutionerne er åbne.

- Vi har købt arbejdstøj, så medarbejderne har mulighed for at tage det på. Og vi har visirer på, når vi er i kontakt med forældre. Det er også en mulighed at bruge det, når man skal hjælpe et barn med for eksempel en lynlås - men det er der næsten ingen, der gør, siger hun.

Hun oplyser, at der er omkring 100 personer i institutionen om dagen, når man regner børn, kolleger og forældre med.

- Heldigvis har vi været forskånet for smitte, men vi er da nervøse for det, siger hun.

Skal have samme forhold som ældrepleje og sundhedsvæsen

På pressemødet den 5. januar varslede regeringen, at de ville finde mulighed for at teste personalet i daginstitutioner. Siden har de dog intet hørt.

Men at skabe tryghed er afgørende for Bertha Langhoff Hansen, der er formand for BUPL Midtsjælland, der repræsenterer pædagogerne.

- Vi blev jo glade, da regeringen kom med den opfordring til, at vi skulle testes hver uge. Det har vi ønsket meget længe for at få mulighed for at få hurtig adgang til test og testsvar. Vi står i første række og skaber de trygge rammer for børnene. Derfor er det vigtigt, at vi får samme muligheder som ældreplejen og sundhedsvæsenet, når det kommer til test, siger hun.

Hun understreger, at testningen bør foregå på arbejdspladsen, så det kan foregå så smidigt som muligt.

- Det kan være afgørende for, at det foregår smertefrit for børn og pædagoger, siger hun.

SF støtter flere tests

Kravet om krav om tests bliver støttet af SF's Jacob Mark.

Han mener, at regeringen er kommet for sent i gang med at stille krav om tests af alle pædagoger.

- Daginstitutionerne kom nederst, da det gjaldt rengøring, krav til værnemidler og nu til testkapacitet. Det har taget flere uger at få styr på de her tests, og det synes jeg ikke er godt nok, når man tænker på, at institutionerne skal holde åbent, siger han og peger på, at en række private udbydere står klar til at springe til for at hjælpe med opgaven.

Regeringen oplyser, at den fortsat arbejder på at få flere testfaciliteter bredt ud i hele landet.