Omfattende tyveri fra byggepladser trækker tråde til rockermiljøet

Politiet har ransaget flere adresser på Sjælland, efter der er blevet stjålet et væld af entreprenørmaskiner.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Flere personer med forbindelse til den kriminelle underverden er blevet varetægtsfængslet efter omfattende tyverier af entreprenørmaskiner fra en række byggepladser på Sjælland.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

quote Der kan komme flere anholdelser

Ove Groth, politikommissær ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi

I alt fem personer blev anholdt sent mandag aften i en hal på Nordfalster, hvor politiet i samme forbindelse beslaglagde fire minigravere samt et andet arbejdskøretøj, der var stjålet fra byggepladser i hovedstadsområdet.

- Anholdelsen forløb roligt og udramatisk. Der kørte et par patruljer frem, og bad dem om at sætte sig ned og være rolige – og det gjorde de, siger Ove Groth, politikommissær ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Læs også
Politiet løfter lidt af sløret om mystisk aktion
Læs også
Politiet løfter lidt af sløret om mystisk aktion

- Det er nogle personer, der har en relation til rocker- og bandemiljøet, som jeg ikke kan komme nærmere ind på. Men de holder til inde i den sydlige del af hovedstaden, tilføjer han.

Herfra har de ifølge politiet kørt ud til forskellige byggepladser, hvor de har stjålet minigravere og andre entreprenørmaskiner.

Samlet værdi på en million kroner

Alene de fire minigravere, som blev beslaglagt, har en værdi af 250.000 kroner, og politiet betegner selv sagen som stor og omfattende.

Derfor ransagede politiet efter anholdelsen af de fem personer deres privatadresser omkring hovedstadsområdet. Politiet ønsker dog ikke at oplyse, hvad der blev fundet på adresserne.

Læs også
Hundredvis af halmballer brænder - samme ejer blev ramt for under en uge siden
Læs også
Hundredvis af halmballer brænder - samme ejer blev ramt for under en uge siden

Tre af de anholdte blev efterfølgende fremstillet i et grundlovsforhør ved Retten i Nykøbing Falster, hvor der blev begæret lukkede døre af hensyn til den videre efterforskning i sagen.

- Hvis der er flere, som skal anholdes, skal de ikke læse i pressen, hvad vi planlægger. Men vi vil gerne gøre opmærksom på, at der kan komme flere anholdelser, siger Ove Groth.

De tre personer er blevet varetægtsfængslet frem til den 1. december, mens de to andre blev løsladt.