Nyt vidne forsøger at give alibi til drabstiltalt

Tre år og otte måneder efter to brutale drab på ældre mænd bakker en ven nu op om den ene drabstiltaltes forklaring.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En mand med en tung sølvkæde om halsen og stærkt tatoverede arme sætter sig i vidneskranken i Østre Landsret. I retten fortæller D., at han er venner med den drabstiltalte 46-årige S.E.

- Jeg købte nogle slanger af S.E. Han kan godt lide store slanger, og det kan jeg også, og så blev vi en slags venner, siger vidnet, der medgiver, at også hashrygning har indgået som en del af fællesskabet mellem de to mænd.

Det er første gang, D. afgiver vidneforklaring. Han er altså et nyt vidne i ankesagen i Østre Landsret, hvor to mænd på 37 og 46 år er tiltalt for drab. 

20. april 2019 blev møntsamler Kiehn Georg Andersen fra Ruds Vedby slået ihjel ved slag eller tramp mod halsen. 16. juni samme år blev pensionist Poul Frank Jørgensen i sit hus i Vemmelev tildelt adskillige knivstik på kroppen, før han fik skåret halspulsåren over. 

Begge ældre mænd boede alene, og deres huse blev sat i brand efter drabene. I byretten blev de to tiltalte idømt fængsel på livstid for drab, ildspåsættelse og usømmelig behandling af lig.

quote - Han var simpelthen så skæv, at han gik, som om han havde skidt i bukserne

Vidne i Østre Landsret

S.E. erkendte ved sin anholdelse i juni 2019 begge drab og hævdede ved samme lejlighed, at hans medtiltalte ven S. ikke havde noget med dem at gøre. Efterfølgende har han skiftet forklaring mange gange. 

Den seneste forklaring, som han har holdt fast i igennem ankesagens behandling i Østre Landsret, er, at det var den 37-årige medtiltalte S., der slog begge mænd ihjel. 

S.E. erkender, at han var med hos møntsamler Kiehn Georg Andersen, men han fastholder, at det ikke var ham, der slog møntsamleren ihjel. 

Nyt vidne skal give alibi

I forhold til Poul Frank Jørgensen afviser S.E., at han overhovedet har været hos pensionisten den 16. juni 2019 i tidsrummet fra 8.40 til 9.20, da drabet blev begået. 

I Østre Landsret har han fortalt, at han har været sammen med sin ven D. omkring drabstidspunktet og at han derefter tog hjem til sin kæreste. Altså mener S.E., at han har et alibi.

Læs også
Drabssag begyndt i Østre Landsret - nye beviser bliver fremlagt
Læs også
Drabssag begyndt i Østre Landsret - nye beviser bliver fremlagt

Nu sidder D. i vidneskranken. Udover at fortælle om venskabet, om slanger og hash, bekræfter han, at S.E. om natten mellem den 15. og 16. juni kom forbi hans lejlighed, altså få timer før drabet på Poul Frank Jørgensen. Med sig havde S.E. sin ven S. Begge mænd blev inviteret indenfor.

Ifølge D. tog S. på et tidspunkt afsted igen. Derefter røg S.E. og han selv hash. Efter nogle timer stavrede S.E. ifølge vidnet hjem til sin kæreste, der bor få meter væk.

- Han var simpelthen så skæv, at han gik, som om han havde skidt i bukserne. Så jeg er ret sikker på, at han tog hjem til L. (kæresten, red.). Han kunne dårligt gå. Klokken var mellem 7 og 8.30, da han gik, siger vidnet.

Den tiltalte S.E. ser glad ud, han griner og nikker.

Vidner under strafansvar

Senioranklager Emil Folker stiller spørgsmål til mandens forklaring. Det undrer ham, at D. ikke tidligere har kontaktet politiet og fortalt, at han var sammen med sin ven om morgenen, før drabet blev begået. 

Anklageren undrer sig også over, at vidnet ikke dukkede op, da han første gang blev indkaldt for at afgive forklaring i retten.

Også Jane Ranum, der er forsvarer for S., undrer sig over, at D. ikke tidligere har fortalt, at han var sammen med S.E. den 16. juni.

- S.E. blev idømt fængsel på livstid for to drab – det vidste du ikke, selvom han er din ven? spørger forsvarer Jane Ranum.

- Nej, der har jo været navneforbud, svarer D.

- Nej, hør nu her, det er altså en sag, der er meget omtalt i medierne, siger retsformanden og minder vidnet om, at der er et strafansvar, hvis man lyver i retten.

- Du giver jo S.E. et alibi for et af drabene. Det er du med på, ikke? spørger Jane Ranum.

- Jo, men jeg kan huske netop den dag. Og I vil jo have, at jeg fortæller sandheden, siger vidnet.

S.E. smiler og folder et hjerte med hænderne, da D. går ud af retten.

Truet med gevær

Flere vidner afgiver forklaring i Østre Landsret mandag. 

Herunder en slank, midaldrende mand, der den 1. juni 2019 var udsat for et forsøg på hjemmerøveri på sin landejendom i Skibby. 

I retten fortæller han, at to mænd havde ringet til ham, fordi de var interesserede i nogle fliser, som manden har sat gratis til afhentning i annonceavisen Gul & Gratis. I avisen havde manden ligeledes et jagtgevær til salg for 59.000 koner.

Klokken 17.20 dukkede de to mænd op. Først interesserede de sig for de fliser, manden skulle af med. Men stemningen ændrede sig, da den ene af de to mænd hentede en værktøjskasse i sin bil og ud af den hev et side-by-side gevær frem. Mændene ville ifølge vidnet have penge.

- Du skal gøre, som vi siger, ellers kan den nemt gå af. Den høje, muskuløse mand, der var tatoveret i halvdelen af ansigtet, pegede geværet direkte op i ansigtet på ham.

- Vil I ikke skåne mine børn for at se det her, bad den midaldrende mand med hånden på bryggersdøren.

Da mændene hørte, at mandens to børn på 17 og 20 år var hjemme, afbrød de med det samme røveriet og kørte igen.

Undskyldte i byretten

Hos politiet har vidnet udpeget de to mænd ved en fotokonfrontation, ligesom S.E., der netop er tatoveret i ansigtet, har erkendt, at han var med til forsøg på hjemmerøveri. Da vidnet afgav forklaring i byretten, undskyldte den tiltalte overfor ham.

- Min klient har erkendt, at han har været oppe hos dig, og han har bedt mig sige, at du ingen grund har til at frygte noget som helst fra ham. Han er rigtigt ked af det, sagde hans daværende forsvarer i byretten, Lars Urup.

Mandag i Østre Landsret ser den midaldrende mand ikke på de tiltalte, da han afgiver sin forklaring. Kort og klart svarer han på anklagerens og forsvarernes spørgsmål.

Læs også
Tårerne trillede hos drabstiltalt: - Jeg hader, at han skal have et lorteliv
Læs også
Tårerne trillede hos drabstiltalt: - Jeg hader, at han skal have et lorteliv

En ung kvinde, der sammen med sin kæreste den 3. juni 2019 blev udsat for røveri, skal også afgive forklaring mandag. Kvinden havde til tårnhøje renter lånt penge af fremmede på Facebook. Da pengene skulle betales tilbage, havde hun ikke de 500 kroner, hun havde lånt. 

Pludselig dukkede to mænd op hjemme hos hende, hvor hun boede sammen med sin kæreste og lille barn. De fortalte hende, at de var kommet for at inddrive pengene. 

Kæresten begyndte at filme med sin mobiltelefon, hvilket gjorde en af de to mænd, en stor muskuløs mand med tatoveringer i halvdelen af ansigtet, så ophidset, at han tog kvælertag på kæresten, før han tog hans telefon og slettede videoen. Imens tog kvinden barnet og løb ud af huset, mens hun ringede 112. 

De to mænd tog et musikanlæg til 2500 kroner og kørte igen. Også dette vidne har udpeget de to tiltalte som gerningsmændene ved en fotokonfrontation hos politiet.

Bad rengøringshjælp om at rengøre sin bil 

Til sidst bliver en tidligere rengøringshjælp i huset i Ringsted, hvor den tiltalte S. boede, kaldt ind. Den unge kvinde svarer forsigtigt på de mange spørgsmål fra forsvarer Jane Ranum. 

Den tiltalte bliver tydeligt berørt, mens hans rengøringshjælp afgiver forklaring og må flere gange tørre sig om øjnene med en serviet.

S. har dagen efter drabet på Kiehn Georg Andersen bedt den unge kvinde om at gøre sin bil ren. Det kan man se ud fra SMS'er, politiet har udlæst på hans telefon. Bilen, en stor Landrover, er blevet brugt til at transportere møntsamler Kiehn Georg Andersen til Blæsinge Grusgrav, efter han var blevet slået ihjel.

Læs også
Beskrev drab i detaljer, men nægter sig skyldig
Læs også
Beskrev drab i detaljer, men nægter sig skyldig

Ifølge rengøringshjælpen har S. fortalt hende, at hans datter har spildt yoghurt i bilen, og derfor skal den gøres ren.

- Den her bil er blevet brugt til at transportere et lig. Var der noget usædvanligt at bemærke, når nu du har den oplysning, spørger senioranklager Emil Folker rengøringshjælpen.

- Nej, siger kvinden.

Sagen fortsætter fredag med afhøring af flere vidner. Der forventes dom i sagen til februar. 


Nyhedsoverblik