Med navne som Eventyrruten, Klint til klint-ruten, SydkystDanmark-ruten og Deluxruten, har Destination Sydkystdanmark lanceret fire nye ruter, der skal lokke cykelturisterne til og give dem en god oplevelse.
Der er en masse mennesker, som skal i gang med cykelferie for første gang
- Vi vil gøre det endnu nemmere for vores cykelturister, siger Heidi Larsen, netværks- og forretningsudviklingschef i Sydkystdanmark.
Ruterne er designet ud fra eksisterende nationale cykelruter, krydret med oplevelser undervejs henvendt til forskellige målgrupper.
Turisterne kan vælge at følge turforslagene slavisk eller blot bruge dem som inspiration.
- Vi er mange, som er lidt dovne, når man skal på ferie. Så kan du købe ind på noget, som er klappet og klart, er det nemmere at tage skridtet, forklarer Heidi Larsen om konceptet.
Mange nye på cykelferie
Det er ikke nok blot at fortælle, at cykelruterne eksisterer. De skal tilrettelægges i mindre etaper med oplevelser og overnatningsmuligheder, som gør det nemt og indbydende at gå til, pointerer hun.
Artiklen fortsætter under grafikken
Grafik: Nick Abildgaard
- Der er en masse mennesker, som skal i gang med cykelferie for første gang, hvor det for mange kan være rigtig rart med en hjælpende hånd.
Imens coronakrisen har fået flere til at holde ferie i Danmark i år, så er det en generel tendens, at den aktive ferieform i sadlen oplever et regulært udbrud. Derfor havde Sydkystdanmark også gjort de nye ruter klar, længe inden charterflyene blev kørt i hangar og grænserne lukket.
- Det er bare meget heldigt, vi havde dem klar, nu hvor måske flere kigger den her vej, siger Heidi Larsen, som forklarer, at man har lagt vægt på at skabe et udvalg af ruter, som dækker et bredt behov.
Turforslagene er også lavet, for at de forskellige turoperatører får øjnene op
- Det er forskellige segmenter, som tager afsted. Derfor har vi lavet to ruter til børnefamilier og to ruter til de voksne.
Drømmer om cykelpakkerejser
Ruterne adskiller sig i længde og attraktionerne, man kommer forbi fra Køge i nord til Næstved i vest, Stevns i øst og Vordingborg i syd.
- Til børnefamilierne er etaperne lidt kortere, og man kommer forbi ishuset og de børnevenlige attraktioner, forklarer Heidi Larsen.
Imens er SydkystDanmark-ruten og Deluxeruten henvendt til de voksne cykelturister, hvor sidstnævnte lægger vejen forbi eksklusive overnatningssteder og restauranter.
Ambitionen er ikke kun at få cykelturisterne til at vælge netop Sydsjælland, forklarer Heidi Larsen,
- Nu er vores turforslag ikke en pakkerejse, men turforslagene er også lavet, for at de forskellige turoperatører får øjnene op for at arrangere pakkerejser med overnatninger og attraktioner langs ruterne.
Ser man udover regionen har turistforeningerne hver gjort sit for lokke de mange tusinde danskere til, som i år ikke rejser til udlandet på ferie.
På Sydhavsøerne spiller VisitLollandFalster på, at området gemmer på mange attraktioner, der måske ikke helt er det samme, som deres internationale pendanter - men det er tæt på. Og tidligere på sommeren blev flere millioner sat ind på at få turisterne til Sydsjælland i en storstilet tv-reklamekampagne.
Længere mod nord har Destination Sjælland, som dækker Holbæk, Kalundborg, Odsherred, Slagelse og Sorø kommuner, iværksat en reklamekampagne til halvanden millioner kroner for at lokke danske besøgende til netop deres område.
Download ruter til app
Den længste cykelrute er Sydkystdanmark rundt på 346 kilometer fordelt på seks etaper, imens Eventyrruten henvendt til børnefamilier er den korteste på 130 kilometer fordelt på fem etaper med mulighed for en hviledag på Feddet ved Præstø Fjord.
Alle ruterne starter og slutter i stationsbyer som Køge, Næstved eller Vordingborg, hvor man nemt kan komme til med tog eller bil.
Ruterne kan forud for turen downloades til en app, så man med ruten på sin GPS eller cykelcomputer undgår at komme på vildspor.
Turforslagene er sammensat med udgangspunkt i den prisvindende N8 Østersøruten og N9 København-Berlin-ruten kombineret med elementer fra de regionale ruter og destinationens panoramaruter.
En opgørelse fra 2017 anslår, at omkring 1,7 millioner cykelturister holder ferie i Danmark hvert år.