Nye anbefalinger i sidste øjeblik - biskopper vil afblæse julegudstjenester

Landets biskopper opfordrer kirker til ikke at afholde julegudstjenester efter sundhedsmyndighedernes nye anbefalinger, der er udsendt lillejuleaften.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

De nyeste anbefalinger til afholdelse af julegudstjenester får biskopperne til samlet at opfordre alle kirker til ikke at afholde fysiske gudstjenester.

I allersidste øjeblik har Kirkeministeriet offentliggjort nye anbefalinger for, hvordan julegudstjenester bør afholdes.

De nye anbefalinger lyder på, at fysiske gudstjenester ikke bør vare mere end 30 minutter, og at der ikke bør være nogen form for sang.

Ifølge en pressemeddelelse på folkekirken.dk kommer de sene anbefalinger som en direkte konsekvens af den nye mutation af coronavirus, der er opstået i England, og som også er nået til Danmark.

I kølvandet på de nye anbefalinger, opfordrer landets biskopper nu alle landets kirker til slet ikke at afholde de fysiske julegudstjenester.

Det oplyser biskop i Lolland-Falsters Stift, Marianne Gaarden, til TV2.dk.

- Vi anbefaler, at man ikke holder gudstjenester, udtaler Marianne Gaarden til Ritzau.

- Vi vurderer, at det bliver meget vanskeligt for menighedsrådene og præsterne at gennemføre de julegudstjenester i morgen. Vi synes ikke længere, at det kan gøres på forsvarlig vis, fortsætter hun.

Artiklen fortsætter under billedet.

Marianne Gaarden og flere af landets biskopper kritiserer regeringens planer om at etablere et modtagecenter i Rwanda. Arkivfoto.
Marianne Gaarden og flere af landets biskopper kritiserer regeringens planer om at etablere et modtagecenter i Rwanda. Arkivfoto. Foto: TV2 ØST

Så sent som i mandags lød det ellers, at julegudstjenester højst skulle vare 45-50 minutter. Og Kirkeministeriet opfordrede blot til at finde alternative løsninger til fællessang.

Et mareridt

Sent lillejuleaften begræder Marianne Gaarden over for TV2 ØST, at biskopperne har måttet komme med opfordringen til at aflyse gudstjenesterne. 

- Vi plejer at sige, at vi har et sted mellem en fjerdedel og en tredjedel af den danske befolkning i kirken juleaften. Så det er mareridtet at skulle aflyse. Men et endnu værre mareridt ville jo være at gennemføre det med de her nye anbefalinger. Det kan vi jo ikke stå på mål for, siger biskoppen.

- Man kan altid være bagklog og spørge, hvorfor vi ikke indførte de her restriktioner tidligere, men man vidste jo ikke, hvordan tingene ville udvikle sig. Det er et godt billede på, hvordan livet er, fordi vi tror, vi har styr på tingene, indtil det modsatte bliver bevist, fortsætter hun.

Selvom beslutningen ifølge Marianne Gaarden er taget med et blødende hjerte, så er hun glad for, at der i dag findes mange digitale alternativer til den fysiske gudstjeneste.

- Der er lavet så mange flotte gudstjeneste-produktioner, som bliver tilgængelige i morgen juleaften. Så jeg håber virkelig, at alle dem, der ikke kan komme i kirke, vil se med hjemme fra stuerne og synge med i behørig afstand fra familiemedlemmerne, afslutter Marianne Gaarden.

Opbakning fra præster og menighedsråd

Provesteforeningen, Præsteforeningen og Landsforeningen af Menighedsråd tilslutter sig de danske biskopper og mener, at gudstjenester frem til den 3. januar skal aflyses.

Det oplyser foreningerne i en pressemeddelelse.

Læs også
TV2-regionerne sender julegudstjeneste til hele Danmark
Læs også
TV2-regionerne sender julegudstjeneste til hele Danmark

Den sene udmelding onsdag aften fra Kirkeministeriet om, hvorvidt det kan anbefale, at præsterne inviterer menighederne ind til den gamle juletradition, gør, at foreningerne vurderer, at "det vil være vanskeligt at gennemføre julegudstjenesterne".

- Det er med stor beklagelse, at vi ikke kan anbefale at afholde gudstjenesterne i julen frem til Hellig tre Kongers søndag den 3. januar.

- Beslutningen kan træffes i enighed mellem menighedsrådsformanden og den præst, der har gudstjenesten, står der i pressemeddelelsen.

Foreningerne skriver, at det stadig vil være muligt at holde udendørs gudstjenester, drive-in- samt virtuelle gudstjenester.

Søren Abildgaard, som er formand for Landsforeningen af Menighedsråd, kalder det umuligt for kirkerne at tilpasse gudstjenesterne de nye retningslinjer.

- Derfor er det vores anbefaling, at man aflyser julegudstjenesterne, siger han til Ritzau.

Det kræver, at tre parter bliver enige, forklarer han. Menighedsrådet, præsten og biskopperne.

- Sidstnævnte har givet samtykke til, at gudstjenester kan aflyses. Så det kræver sådan set, at der er enighed mellem præsten, der har gudstjenesterne, og meningsrådsformanden, siger Søren Abildgaard.

På Facebook bakker kirkeminister Joy Mogensen op om opfordringen til ikke at afholde gudstjenester frem til 3. januar.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.



Nyhedsoverblik