- De finder hele tiden på noget nyt, og det bliver grovere og grovere.
Sådan lyder reaktionen fra Lars Denholt, vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi. Kommentaren falder efter et særdeles groft forsøg på telefonsvindel, som en enke fredag formiddag blev udsat for.
Kvindens mand døde for nylig, og mandag blev hun kontaktet af en fremmed mand, der hævdede at være fra skifteretten. Ifølge politiet blev kvinden bedt om at udlevere forskellige oplysninger om hendes mand. Kvinden gik dog ikke i fælden. I stedet undlod hun at svare og kontaktede derefter politiet.
Langt fra første gang
Selvom episoden kan lyde ualmindeligt grov, at det langt fr aførste gang, at svindlere udsætter enker for fupopkald, oplyser Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi.
Typisk bliver enker eller enkemænd bedt om at oplyse CPR-numre eller oplysninger om NemID. Svindleren udgiver sig typisk for at være fra den kommunale borgerservice eller fra skifteretten og påstår, at de de skal oprette en særlig konto, der er nødvendig i forbindelse med dødsfaldet.
Hos Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi opfordrer man dog til, at man aldrig udleverer personfølsomme oplysninger. Myndighederne beder nelig aldrig om at få oplyst NemID eller andre følsomme personoplysninger over telefonen. Er man i tvivl om, hvorvidt et opkald er fup, anbefaler politiet, at man beder om at få oplyst et hovednummer til den pågældende virksomhed eller myndighed. På den måde kan man ringe tilbage og dermed kontrollere, at det ikke er fup.