Ny rekord af røde glenter – Vestsjælland er favoritstedet i år

2021 er rekordår for røde glenter i Danmark, og især Vestsjælland lader til at trække de røde rovfugle til. Det viser en optælling fra weekenden.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Den danske midvinter er efterhånden blevet yderst attraktiv for rovfuglen den røde glente.

quote Sammenlignet med sidste år er der sket en lille fremgang samlet set

Per Rasmussen, DOF

I sidste weekend blev hele 439 af arten røde glenter nemlig spottet under den landsdækkende midvinteroptælling – og det er ny rekord.

Det skriver Dansk Ornitologisk Forening (DOF) i en pressemeddelelse.

- Sammenlignet med sidste år er der sket en lille fremgang samlet set, men en del forskydninger i glenternes forekomster regionalt, fortæller Per Rasmussen, der DOF's artscaretaker for rød glente.

Trækker mod øst

Det er DOF, der står bag den årlige midvinteroptælling af røde glenter, som i år blev gennemført for syvende år i træk. 

De seneste par år har forekomsten af den røde glente på dansk jord været stødt stigende, og i år er det især områderne omkring Vestsjælland og Storstrøm, der har vist sig at være et stort trækplaster for den røde rovfugl. Omvendt er der blevet registreret færre røde glenter på Fyn og i Østjylland sammenlignet med sidste år.

- Hvad der gør sig gældende er vanskeligt at sige, men nogle af de sjællandske glenter kan være fugle fra Sydsverige, som er fløjet vestpå på grund af vintervejret, siger Per Rasmussen.

Glenter optalt 8-10. januar 2021 i DOF’s lokalafdelinger:

Optælling før solnedgang

Omkring 100 ornitologer deltog i weekendens optælling.

Der er cirka 50 steder i Danmark, hvor den røde glente er kendt for at holde til på denne tid af året. Den røde glente har det med at samle sig i større flokke i timerne før solnedgang, inden de går til ro for natten i en mindre gruppe træer. Det er ifølge DOF derfor primært omkring glenternes foretrukne sovesteder, at man nemmest får det bedste overblik over artens antal.

Antal overvintrende røde glenter siden 2015

Den røde glente er en ådselæder, der foretrækker at opholde sig i et kuperet terræn. Mange danske glenter har det med at søge mod motorveje og stærkt trafikerede landeveje, da der her er god mulighed for at finde føde i de dyr, der er blevet dræbt af biltrafikken.