Ny overenskomst for kommunalt ansatte vækker glæde hos FOA

På Syd- og Vestsjælland glæder de kommunalt ansatte sig over en ny overenskomstaftale.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

En ny overenskomst for landets cirka 500.000 kommunalt ansatte er faldet på plads.

Som en del af overenskomstsaftalen er der afsat en rekrutteringspulje på 140 millioner kroner på social- og sundhedsområdet, og det vækker glæde hos FOA på Sydsjælland.

- Vi hilser det hjerteligt velkommen, de 140 millioner, men det er jo også kun et startskud, for vi er virkelig udfordret i kommunerne på rekruttering, siger Lene Hansen, der er fællestillidsmand hos FOA Sydsjælland.

quote Det er en god lønstigning, vi har reallønssikring, vi har en lille reallønsudvidelse, det er godt

Sigurd Gormsen, afdelingsformand, FOA Vestsjælland.

Hun fortæller, at der i plejesektoren er hårdt brug for at trække ny kvalificeret arbejdskraft til.

- Vi mangler sindssygt mange social- og sundhedshjælpere og social- og sundhedsassistenter, fortæller hun.

- Vi kan ikke rekruttere uddannet personale, som selvfølgelig er målet for at levere den service, som vi rigtig gerne vil over for vores ældre borgere, siger Lene Hansen.

Kan se frem til en lønstigning

Med forliget er der aftalt generelle lønstigninger på i alt 5,02 procent for de kommunale medarbejdere over de næste tre år.

Og det er godt, mener Sigurd Gormsen, der er afdelingsformand i FOA Vestsjælland.

- Det er en god lønstigning, vi har reallønssikring, vi har en lille reallønsudvidelse, det er godt, siger formanden, der dog gerne havde set en endnu større stigning i lønnen.

- Vi ville gerne haft mere, men vi har fået rigtig mange gode elementer med, jeg er rigtig glad for, at man har fokus på arbejdsmiljødelen, siger han.

For ifølge Sigurd Gormsen er det ikke kun en høj løn, der tiltrækker nye medarbejdere til kommunerne. Det handler også om at sikre, at folk er glade for at gå på arbejde.

- Har vi gode arbejdspladser med et godt arbejdsmiljø, så er det også værd at gå på arbejde, siger han. 

Sigurd Gormsen, afdelingsformand, FOA Vestsjælland.
Sigurd Gormsen, afdelingsformand, FOA Vestsjælland.
Foto: Toke Grøndal - TV2 ØST