Ny analyse: Vi pendler mere og længere end aldrig før

Pendlere på Lolland-Falster og Sjælland kører i gennemsnit 57 kilometer for at komme på arbejde.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Pendlere fra Sjælland og Lolland-Falster lægger flere kilometer bag sig for at komme på arbejde.

Det viser en ny analyse fra Dansk Infrastruktur, der hører under Dansk Industri.

Analysen er lavet fra perioden 2002-2019 og viser, at pendlere fra de områder i gennemsnit kører 57,7 kilometer på en arbejdsdag. Det er en stigning på 17 procent.

Udover en stigning i det gennemsnitlige kilometerantal er der også sket en stigning i antallet af pendlere, der kører over 100 kilometer til arbejde.

quote Vi har traditionelt altid været en pendlekommune og en pendlerregion

Ole Vive (V), borgmester, Faxe Kommune

Et mere fleksibelt arbejdsmarked og et hjem langt væk fra arbejdet er ifølge Dansk Infrastruktur årsagerne til stigningerne.

- Vi har aldrig pendlet så meget, som vi gør nu. Når flere vælger at bosætte sig længere fra arbejdspladsen, bliver vores mobilitet vigtigere end aldrig før, siger Henrik Friis, chef for Dansk Infrastruktur, i en pressemeddelelse.

- En god infrastruktur er helt afgørende for den videre udvikling og vækst i Danmark. Hvis det bliver for besværligt at transportere sig, og vi bruger for lang tid i trafikken, kan virksomhederne ikke tiltrække den arbejdskraft, de har brug for.

Borgmester tror på mere hjemmearbejde

Vordingborg er den kommune, hvor pendlerne i gennemsnit kører længst for at komme på arbejde. 71 kilometer.

Nummer to på listen er Faxe Kommune. Her er det gennemsnitlige kilometertal 65,4, mens over en fjerdedel af kommunens indbyggere har over 100 kilometer til arbejde.

Borgmester Ole Vive (V) er ikke overrasket over tallene.

- Vi har traditionelt altid været en pendlerkommune og en pendlerregion. For vi ligger lige i udkanten af Storkøbenhavn og har derfor mange pendlere, der tager mod nord, siger han.

Læs også
Politiet strammer grebet om spritbilister i sommervarmen
Læs også
Politiet strammer grebet om spritbilister i sommervarmen

Han ser udviklingen som en strukturel udfordring og er enig med Henrik Friis i, at det er altafgørende, at infrastrukturen er god. 

- Det her er med til at understøtte, at når vi går ud og siger, at Østbanen (jernbane mellem Faxe, Stevns og Køge kommuner, der skal renoveres, red.) er vigtig, så er den sgu vigtig. Eller når vi siger, at vi har behov for en motorvej mellem Næstved og Rønnede for at tiltrække erhvervslivet væk fra København, siger Ole Vive.

Hjemmearbejde vil skubbe til tallene

Ifølge Henrik Friis fra Dansk Infrastruktur er der flere fordele ved folks villighed til at rejse længere.

- Det kan jo have den effekt, at særligt de unge familier bliver boende i lokalsamfundene. Og det betyder også, at virksomheder, der ikke ligger i eller omkring en større by, vil have nemmere ved at tiltrække den arbejdskraft, de har brug for, siger han i pressemeddelelsen.

Ole Vive tror, at hjemmearbejdet, der er spiret frem under coronapandemien, er kommet for at blive og på den måde vil være med til i fremtiden at skubbe lidt til tallene. 

- Jeg tror ikke, at det betyder, at der kommer færre pendlere, eller folk får kortere på arbejde, men at det måske kun vil blive tre dage i stedet for fem, man pendler til arbejdet.  

- Og så vil jeg da sige, at hvis der er nogle store virksomheder, der ønsker at flytte fra København og herud, tæt på deres medarbejdere, så skal de bare ringe. Jeg skal nok tage telefonen, siger han.


Nyhedsoverblik