Nu kommer der togbusser igen - men flere års sporarbejde nærmer sig sin afslutning

Togbusserne sættes igen ind flere steder på Sydbanen. Men 12. december lover Banedanmark, at togene kan køre hele vejen fra Nykøbing F. til Ringsted.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Dagene med togbusser på Sydbanen nærmer sig nu med hastige skridt en afslutning. Det står ifølge Banedanmark til troende. I en meddelelse fra den statsejede baneoperatør tales der således om "slutspurt" for banearbejdet på den 120 kilometer lange jernbanestrækning, også kaldet Ringsted-Femern Banen.

Tidligere på året kom det frem, at 12. december 2021 bliver ny slutdato for arbejdet med at opgradere banen mellem Ringsted og Nykøbing Falster til den nye Femern-forbindelse.

Den slags udmeldinger er på det seneste – og med nogen rimelighed for pendlerne – blevet modtaget med en vis skepsis efter omfattende forsinkelser. Men planerne ser nu efter alt at dømme ud til at holde stik.

quote Arbejderne er gået efter planen, og vi forventer derfor fortsat, at den nye Sydbane er klar til passagererne i midten af december som planlagt

Klaus S. Jørgensen, projektdirektør, Banedanmark

- I løbet af sommeren har vi gennemført de sidste længerevarende sporarbejder på første fase af den nye bane mellem Ringsted og Nykøbing Falster, siger Klaus S. Jørgensen, der er projektdirektør i Banedanmark i en meddelelse og tilføjer:

- Arbejderne er gået efter planen, og vi forventer derfor fortsat, at den nye Sydbane er klar til passagererne i midten af december som planlagt.

Nyheder om Sydbanen har de seneste år ofte været forbundet med nedslående nyt til pendlerne om forsinkelser og flere dage med togbusser til følge. Alene siden marts 2020 har der kørt togbusser mere end 350 dage på hele eller dele af strækningen fra Nykøbing Falster til Ringsted.

Læs også
Efter 350 dage uden tog – nu varsles yderligere afgange med togbus
Læs også
Efter 350 dage uden tog – nu varsles yderligere afgange med togbus

I den seneste opdatering fra Banedanmark finder man også togbusser omtalt – men ikke noget nyt. Der venter som allerede annonceret nogle afsluttende test, som betyder, at de togrejsende må en sidste tur tilbage i busserne på dele af strækningen.

Fra 13. november til 5. december 2021 kører der ikke tog mellem Nykøbing Falster og Næstved – hvorefter togene genindsættes på strækningen, dog med det aber dabei, at passagererne i yderligere en uge skal skifte tog på Næstved. Men så skulle alt også være i skønneste orden.

Ifølge Klaus S. Jørgensen, der er projektdirektør i Banedanmark, er sporarbejderne i efteråret 2021 gået efter planen.
Ifølge Klaus S. Jørgensen, der er projektdirektør i Banedanmark, er sporarbejderne i efteråret 2021 gået efter planen. Foto: Jesper Truelsen - TV2 ØST

Med sporarbejdets afslutning træder der 12. december en helt ny køreplan i kraft. Ifølge køreplanen barberes der 14 minutter af rejsetiden – til en time og 18 minutter – fra Nykøbing Falster til København sammenlignet med tiden før baneopgraderingen.

De kortere rejsetider skyldes, at etableringen af dobbeltspor og kørestrøm på dele af strækningen gør det muligt at køre med flere og hurtigere tog.

- I slutningen af året tages et nyt dobbeltspor mellem Orehoved og Nykøbing Falster i brug sammen med det nye digitale signalsystem, hvilket vil give større kapacitet og hurtigere tog på strækningen til gavn for togpassagererne, siger Klaus S. Jørgensen.

Køreplansændringer i 2021

• Fra d. 13. november til og med d. 5. december 2021 kører der ikke tog mellem Næstved og Nykøbing Falster St.

• Fra d. 6. december til og med 11. december 2021 kører der igen tog på Sydbanen, men passagerer skal skifte tog på Næstved St.

• Fra køreplansskiftet d. 12. december 2021 kører der igen tog mellem København og Nykøbing Falster St.

Kilde: Banedanmark

DSB har tidligere været ude at sige, at der fra køreplansskiftet til det nye år indsættes elektriske lokomotiver på alle afgange, som tidligere har været betjent af diesel-drevne ME-lokomotiver med dobbeltdækkervogne.

Det er de såkaldte Vectron-lokomotiver, som har en tophastighed på 200 kilometer i timen.

Som følge af, at den nye Storstrømsbro fortsat er under etablering, vil de elektriske tog kun køre på dele af strækningen, fra Næstved og nordpå. Imens strækningen fra Nykøbing Falster og nordpå betjenes med IC3-tog.

Dette skyldes, at der stadig mangler kørestrøm på såvel den gamle Storstrømsbro, som på strækningen fra Vordingborg til Nykøbing Falster.

Læs også
Hurtigere og grønnere – første eltog rullede i dag afsted fra Næstved
Læs også
Hurtigere og grønnere – første eltog rullede i dag afsted fra Næstved

At flere års tålmodighed fra de togrejsende nu ser ud til at blive belønnet, vækker også glæde på Lolland, hvorfra der ifølge borgmester Holger Schou Rasmussen (S) er mange borgere, der pendler til og fra både København og andre større byer på Sjælland via togforbindelsen i Nykøbing Falster.

Fra køreplansskiftet til det nye år indsættes elektriske lokomotiver på alle afgange, oplyser DSB. Det er de såkaldte Vectron-lokomotiver, som har en tophastighed på 200 kilometer i timen.
Fra køreplansskiftet til det nye år indsættes elektriske lokomotiver på alle afgange, oplyser DSB. Det er de såkaldte Vectron-lokomotiver, som har en tophastighed på 200 kilometer i timen. Foto: Frederik Hagedorn-Poulsen - TV2 ØST

- Det er en lang rejse, og hvert minut gør en forskel. Så efter en længere periode med sporarbejde, togbusser og ekstra rejsetid er det selvsagt meget positivt, at vi nu kan mærke de første forbedringer af de massive indsatser, der er sat i værk for at gøre jernbanen klar til Femern-forbindelsen i 2029, siger han i en meddelelse.

For den sidste del af jernbanen fra Nykøbing Falster til Rødby Færge, som kaldes anden fase af Ringsted-Femern Banen, kommer der dog til at gå længe, før togene vender tilbage. Og helt til Rødby kommer togene ikke til at køre igen.

Det sidste tog rullede fra perronen i Rødby Færge ved udgangen af april 2021, og de kommende år frem mod Femern Bælt-tunnelens åbning i 2029 skal jernbanen på Lolland frem til en ny station ved Holeby udvides og opgraderes til elektriske tog.

Banedanmark har bl.a. udbygget banen med et nyt dobbeltspor på Falster, installeret helt nyt signalsystem mellem Mogenstrup og Nykøbing Falster og bygget en ny Nørre Alslev Station.
Banedanmark har bl.a. udbygget banen med et nyt dobbeltspor på Falster, installeret helt nyt signalsystem mellem Mogenstrup og Nykøbing Falster og bygget en ny Nørre Alslev Station. Foto: Banedanmark

Det betyder, at der kun kører busser fra Nykøbing Falster til Rødby i de næste otte år – og det på trods af, at arbejdet på denne del af jernbanen, med den politiske aftale om Infrastrukturplan 2035 blev besluttet fremrykket til start 2022. Sporarbejdet går derfor forventet allerede i gang til vinter.

Fakta: Ny moderne jernbane til Europa

  • Ringsted-Femern Banen er ét af Banedanmarks største infrastrukturprojekter og består af mange forskellige opgraderinger
  • Skinnerne renoveres flere steder på strækningen og der bygges et 55 km langt ekstra spor mellem Vordingborg og Rødby, så banen bliver dobbeltsporet hele vejen.
  • Kurver rettes ud og banedæmninger forstærkes, så togene kan køre hurtigere i fremtiden.
  • Banen elektrificeres med nyt kørestrømsanlæg, så der kan køre klimavenlige el-tog i fremtiden
  • Der udrulles nyt signalsystem, der på sigt vil give en mere stabil togdrift med flere tog til tiden
  • Flere eksisterende stationer og perroner ombygges og moderniseres og der etableres en helt ny station ved Holeby
  • Der bygges firbenshabitater, paddehegn og -passager af hensyn til dyreliv og miljø.


Kilde: Banedanmark

VIDEO: I august og september kunne TV2 ØST fortælle om omfattende problemer med togbusserne, der blandt andet måtte efterlade passagerer på stationer:


Nyhedsoverblik