Når de tre første etaper af Tour de France køres i Danmark til sommer, kommer der ikke kun til at stå en masse mennesker langs vejene.
I Tour de France er der tradition for, at lokale laver kreative udsmykninger – såkaldt land art – rundt omkring i landskabet. Derfor er det danske Tour de France-sekretariat nu gået i gang med at lave en samlet liste over land art under de tre danske etaper.
- Land art har længe været en tradition i Tour De France. Når der sendes live over 100 timer, kan der være en del tomgang, og derfor viser man seværdigheder eller land art, forklarer Alex Pedersen, talsperson for Grand Départ i Danmark.
Vi vil gerne appellere til, at alle byder ind med deres idéer
Typisk er det lokale byer, foreninger eller landmænd, der pynter op. Alle er dog velkomne til at byde ind med deres idéer.
- Vi vil gerne appellere til, at alle byder ind med deres idéer. På den måde kan vi gøre verdens største cykelløb mere lokalt, siger Alex Pedersen.
Kan laves både til lands og til vands
Under de danske etaper kommer rytterne forbi både land og vand, hvilket giver mulighed for at lave udsmykningerne til både marker og hav. Blandt andet går turen hen over Storebæltsbroen.
Uanset om man vælger at lave kunst på fast grund eller ej, kan man være heldig, at det bliver vist i tv. Det afhænger dog af flere ting.
- Det er generelt en god idé at undgå kommercielle eller politiske budskaber, og så er det bedst at placere det tæt på ruten. Men vi ved jo aldrig, om der pludselig sker noget i cykelløbet, som gør, at man fokuserer på rytterne, uddyber Alex Pedersen.
Listen med land art sendes løbende til de TV-producere, der står for at dække Tour de France.
Du kan læse mere om, hvordan du får din land art med på www.letourcph.dk