Nyhedsoverblik

Nu åbner Rejsekort-app for alle

Alt imens Datatilsynet undersøger Rejsekort-appen, åbner selskabet bag appen nu op for at alle kan bruge den.

Rejsekort og Rejseplan, der lancerer appen, skriver i en pressemeddelelse, at rejsende over 18 år fra onsdag kan lade det fysiske rejsekort ligge i skuffen og få adgang til appen og bruge den.

Datatilsynet påbegyndte i juli en undersøgelse af appens indsamling og opbevaring af personoplysninger, efter at Rejsekort lancerede appen - dog ikke for alle.

Rejsekort-appen blev lanceret i april. Men indtil nu krævede det, at man skrev sig op, hvis man ville have adgang til den, da der var begrænset adgang.

Da Datatilsynet påbegyndte sin undersøgelse af appen, der endnu ikke er færdig, lød det fra tilsynet, at det var for tidligt at sige, at appen bryder loven, men at der var behov for en undersøgelse.

Kundedirektør Jens Willars siger til DR, at man vil gennemgå undersøgelsen grundigt, når den kommer og rette ind, hvis det "mod forventning" er relevant.