¨

Nabohjælpere får ros for færre indbrud i julen

En af grundende til, at antallet af indbrud falder, skyldes aktive nabohjælpere. Foto: Katja Højbjerg - TV2 ØST

Færre indbrud i julen mærkes i visse dele af TV2 ØST sendeområde. Nabohjælp får æren for den positive udvikling.

På tre år er der sket næsten en halvering i antallet af juleindbrud i Sydsjællands og Lolland-Falsters politikreds.

Derimod er antallet af borgere, der er vendt hjem til et gennemrodet hus stort set uændret i Midt- og Vestsjællands politikreds.

Vi ved, Nabohjælp kan forebygge op mod hvert fjerde indbrud

Allan Holm, Nationalt Forebyggelsescenter, Rigspolitiet

Generelt er antallet af indbrud i Danmark faldende. Selvom der stadig sker for mange indbrud i julen, er der bestemt plads til optimisme, lyder det fra Rigspolitiet.

- Den seneste jul var nemlig særligt indbydende for indbrudstyve. Helligdagenes placering gav mulighed for en lang ferie væk fra hjemmet, og mange tomme huse giver tyven gode arbejdsbetingelser, forklarer Allan Holm, vicepolitiinspektør og centerchef i Nationalt Forebyggelsescenter ved Rigspolitiet, i en pressemeddelelse.

- Derfor er det ekstra glædeligt, at antallet af juleindbrud er faldet.

Nabohjælp virker

En af grundende til, at antallet af indbrud falder, skyldes aktive nabohjælpere.

Borgerne kan skubbe udviklingen i den rigtige retning, hvis de samarbejder med naboerne om at holde tyven væk med Nabohjælps-appen. Både i ferietid og til hverdag, lyder det fra politiet.

Artikel fortsætter under grafikken.

Ordningen bliver blandt andet benyttet i stor stil hos grundejerforeningen på Brinken i Strøby Egede på Stevns, hvor flere af beboerne har downloadet appen. Derudover har beboerne oprettet en gruppe på Facebook, hvor de holder hinanden orienteret om, hvem der er væk hvornår, fortalte Erik Brøndum Kjær, der bor på Brinken til TV2 ØST før jul:

- Når vi skal slå mave, går vi en tur med hunden, i stedet for at lægge os på sofaen, og kigger, hvordan der ser ud i området. Flere af beboerne har decideret bedt os om at gå en tur, så det gør vi.

Forebygger op mod hver fjerde indbrud

Måden, beboerne på Brinken gør det, er vejen frem, sagde politiet dengang, og det budskab går igen i forbindelse med opgørelsen over antallet af juleindbrud:

- Vi ved, Nabohjælp kan forebygge op mod hvert fjerde indbrud, så det stigende antal nabohjælpere bidrager til at gøre indbrudstyvenes liv vanskeligt. De skal have en stor tak for deres indsats i det forgangne år, siger Allan Holm, fra Nationalt Forebyggelsescenter ved Rigspolitiet.

Omkring 120.000 borgere bruger allerede Nabohjælps-appen, hvor de koordinerer feriehjælp og advarer nabolaget om indbrud og mistænkelig adfærd.

Du kan se eller gense indslaget, hvor TV2 ØST besøgte nabohjælperne på Bringen i Strøby Egede her:

02:43

     

Luk video
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App