Mobilejere udsættes for bølge af trojanske sms-angreb

Får man en mistænkelig sms med et link til en hjemmeside, bør man ikke trykke på linket, lyder opfordringen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Hvis man modtager en mistænkelig sms med et link til en hjemmeside, så kan der i øjeblikket være særlig grund til at være opmærksom.

Danske mobiltelefoner er i disse dage nemlig udsat for en bølge af sms'er, der bedst kan beskrives som forsøg på trojanske angreb.

Sådan lyder advarslen fra Teleindustrien, brancheforening for teleselskaberne.

quote Man kan også kontakte den afsender, som sms’en tilsyneladende kommer fra for at høre, om det kan være rigtigt, at man har modtaget en sms

Jakob Willer, direktør, Teleindustrien.

Svindlen kan ske, ved at der bliver sendt sms'er til mobilejere, som får at vide, at de har fået en ny telefonsvarer og bliver bedt om at klikke på et link for at få adgang til den.

Ved at klikke på linket ledes modtagerne hen til en hjemmeside, hvor de enten bliver bedt om at indtaste personlige oplysninger eller kreditkortoplysninger, eller hvor de opfordres til at downloade en app.

Det er ikke farligt at modtage sms'en. Men klikker man på linket og installerer app'en, bliver det muligt for it-kriminelle for eksempel at foretage opkald til udlandet og sende lignende falske sms'er videre til andre fra ens telefon.

Fanger 100.000 falske sms'er dagligt

I værste fald lægger app'en spyware på ens telefon, så privat indhold og koder kan aflæses og misbruges.

Hvis man derfor modtager en sms med et link til en hjemmeside, og man er bare det mindste i tvivl, så bør man ikke trykke på linket. Det anbefaler Jakob Willer, direktør i Teleindustrien.

- Man skal simpelthen holde sig fra linket. Man kan også kontakte den afsender, som sms’en tilsyneladende kommer fra for at høre, om det kan være rigtigt, at man har modtaget en sms.

- Og så skal man i det hele taget holde sig til at hente apps fra de steder, hvor man normalt gør det, eksempelvis App Store og på Play, hvor man kan have større tillid til det, siger Jakob Willer.

Læs også
Ukendte gerningsmænd begår indbrud i genbrugsbutik: - Det er tarveligt, for det er jo de hjemløses penge, de har taget
Læs også
Ukendte gerningsmænd begår indbrud i genbrugsbutik: - Det er tarveligt, for det er jo de hjemløses penge, de har taget

Han forklarer, at de danske teleselskaber dagligt fanger op mod 100.000 af de falske sms'er i deres egen filtrering.

Men en del når alligevel frem til mobilejerne, da det ikke er muligt at fange alle de falske sms'er, fortæller Jakob Willer.

Hvis man har klikket sig ind på et farligt link og installeret app'en, så anbefaler Teleindustrien, at man renser sin telefon for at undgå, at ens koder og private indhold kan hackes. Man bør heller ikke indtaste adgangskoder på telefonen, før den er blevet renset.

Ifølge Teleindustrien er det både Android-telefoner og iPhones, der bliver udsat for de falske sms'er.

Telebranchen er i dialog med Rigspolitiet og Center for Cybersikkerhed omkring spredningen af de falske sms'er.


Nyhedsoverblik