Nyhedsoverblik

Minister vil have undersøgt bankers renter til kunderne

Erhvervsminister Morten Bødskov (S) har bedt Finanstilsynet om at undersøge bankernes rådgivning, da de ikke har hævet indlånsrenter til kunderne, mens bankerne selv har haft kraftigt stigende renteindtægter.

Det siger ministeren i et interview med Børsen fredag.

- Mens indlånsrenterne er blevet holdt på nul, har Nationalbanken tilbudt bankerne en betydeligt højere rente, siger han til erhvervsmediet.

- Det er medvirkende til, at bankernes overskud ikke har været højere siden 2005, og det bør give bankerne anledning til at justere kursen.

En række banker har i løbet af den seneste uge meldt ud, at de hæver renten på indlåns- og opsparingskonti. Det gælder blandt andet Nykredit og Danske Bank.

Men ministeren bemærker, at langtfra alle banker har fulgt trop.

Derfor mener han, at der er behov for at undersøge, om kunderne får ordentlig rådgivning.