Minister vil have flere stærekasser på vejene

Efter et forsøg kan flere stærekasser være på vej. Det kan dog ikke stå alene ifølge Rådet for Sikker Trafik.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Det er glædeligt, at der potentielt kan være flere stærekasser på vej til de danske veje, mener Rådet for Sikker Trafik.

Det siger direktør Mogens Kjærgaard Møller, efter at transportminister Benny Engelbrecht (S) åbner for flere stærekasser.

Det sker i Jyllands-Posten efter et forsøg med 20 stærekasser, der i tre år har stået på 11 udvalgte steder i Danmark.

Det har sænket farten med ti kilometer i timen i snit, og det får både ministeren og Venstre til at argumentere for flere stærekasser.

I vores område har der været sat kameraer op ved Slagelse og Nykøbing Falster - derudover er der flere i Roskilde-området og inde mod København.

Naboer ikke begejstrede

Da TV2 ØST mellem jul og nytår talte med naboerne til fartfælderne ved Slagelse, så oplevede de ikke nogen særlig effekt af fartfælderne, fordi bilisterne straks efter fælden øgede farten igen.

Der er dog en fartsænkning at se ud af tallene, og det hæfter man sig ved på Christiansborg. Stærekasserne kan dog ikke stå alene, siger trafikrådets direktør, Mogens Kjærgaard Møller.

- Der er ingen tvivl om, at vi også har behov for noget uforudsigelighed i vores trafikkontrol, siger han og peger på fotovognene.

- De kan bevæge sig rundt, og dermed er der også en uforudsigelighed, i forhold til hvor du kan møde en kontrol.

Mere politi på vejene giver roligere trafik

Derudover er der ifølge direktøren også vigtigt at have politi på vejene.

- Det er flere ting, der spiller ind. Vores kampagner kan gøre en del, men vi må også have kontrol derude, siger Mogens Kjærgaard Møller.

I oktober viste en undersøgelse lavet for trafikrådet, at syv ud af ti bilister ønsker mere fartkontrol. Den blev lavet blandt 5023 bilister.

Om det ender med, at der kommer flere stærekasser, afhænger af forhandlinger imellem partierne bag infrastrukturaftalen.

Allerede til efteråret

Det er minister Benny Engelbrechts ambition at komme i gang med flere stærekasser i løbet af 2022, siger han til Jyllands-Posten.

- Det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt vi skal lave flere kontroller, men om hvor mange flere vi skal lave. Og om vi skal lave det som punktkontroller eller strækningskontroller, uddyber han til Ritzau.

Flere stærekasser kan ifølge Mogens Kjærgaard Møller fra Rådet for Sikker Trafik forhåbentligt betyde en bedre trafikkultur.

- Nogle af dem, der har lidt svært ved at holde speeder-foden i ro, kan blive mindet om, at det ikke er mødet at komme frem.

- Det er ualmindeligt lidt, man vinder på at køre meget hurtigere. En stærekasse kan godt hjælpe til, at der er flere, der kommer sikkert og godt hjem, siger han.