Minister: Slut med bly i alle jagtpatroner

Når danskere skal skyde vildt, skal det fremover foregå uden bly i ammunitionen, mener regeringen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Regeringen vil forbyde brug af bly i riffelammunition til jagt. Det oplyser Miljø- og Fødevareministeriet i en pressemeddelelse.

Bly er skadeligt for naturen, lyder det fra miljøminister Lea Wermelin (S).

- Bly er et giftigt tungmetal, der ikke hører hjemme i naturen. Derfor skal vi sikre, at jagten bliver mere bæredygtig.

- Danmarks Jægerforbund anslår, at det vil spare vores natur for cirka to ton bly om året, og derfor giver det god mening at indføre det her blyforbud.

Endeligt forbud i 2023

I forvejen er brug af bly til hagljagt i Danmark forbudt.

Flere organisationer har presset på for et blyforbud. Danmarks Jægerforbund bakker op om ministeren og kalder det i pressemeddelelsen "en passion" for forbundet, at dansk jagt ikke forurener naturen.

- Derfor var Danmark det første land i verden, som forbød bly i haglpatroner.

Læs også
Fugleparadis truet af jægere - ornitologer kæmper nu for fredning af naturområde
Læs også
Fugleparadis truet af jægere - ornitologer kæmper nu for fredning af naturområde

- Vi bliver det første land i verden, som kræver bionedbrydelige haglskåle i haglpatroner, og nu bliver vi også det første land i verden, som forbyder bly i riffelammunition til jagt, lyder det fra Marie-Louise M. Achton-Lyng, der er formand for Danmarks Jægerforbunds våbenudvalg.

Der vil blive tale om en udfasning af bly i riffelammunition, så det endelige forbud træder i kraft i 2023.

Dansk Ornitologisk Forening (DOF) hilser forbuddet velkomment.

- Hverken måltider for rovfugle, andre ådselædere eller mennesker bør krydres med tungmetaller. Blyforgiftning udgør en sundhedsrisiko for blandt andet fuglene. Så vi er glade for, at vi nu kan slippe for bly i resten af jagtammunitionen, siger Egon Østergaard, der er formand for DOF BirdLife, i en pressemeddelelse.

EU arbejder også for blyforbud

Desuden kræver forbuddet en ændring i den danske bekendtgørelse om den våben og ammunition, der anvendes til jagt.

Miljø- og Fødevareministeriet er i gang med at undersøge, hvordan krav til riffelammunition kan tilpasses, så ammunition uden bly kan anvendes på forsvarlig vis, hedder det i pressemeddelelsen.

Det Europæiske Kemikalieagentur arbejder på et lignende forbud for hele EU, men regeringen vil altså indføre det i Danmark allerede nu.


Nyhedsoverblik