¨

Mere klor skal slå coronavirus ihjel i svømmehaller

Hos Lalandia har de allerede skruet op for klorindholdet. Foto: Ehrenberg Kommunikation

I feriecentret Lalandia har man for længst hævet klorindholdet for at undgå risiko for overførsel af corona.

Visse svømmehaller bør hæve koncentrationen af klor i vandet for at undgå, at coronavirus kan overføres mellem badegæster.

Det er beskeden fra Miljøstyrelsen på styrelsens hjemmeside.

Vi skal passe på os selv og vores gæster. Det er ikke noget, man tør gamble med

Kent Skovdal, vandtekniker, Lalandia

Opfordringen gælder indendørs svømmehaller, som kører med et særligt lavt niveau af klor på under 0,8 milligram klor per liter vand.

Baggrunden er, at Styrelsen for Patientsikkerhed over for Miljøstyrelsen har rejst tvivl om, hvorvidt et lavt klorindhold er tilstrækkeligt til at inaktivere coronavirus.

Lalandia har allerede skruet op

Feriecentret Lalandia er et af de steder, der har tilladelse til et særligt lavt niveau af klor i vandet.

Men her har man allerede skruet op for klorindholdet.

- Det gjorde vi allerede tilbage i marts, da WHO (Verdenssundhedsorganisationen, red.) anbefalede, at man skruede op til 1 milligram klor per liter, siger Kent Skovdal, vandtekniker hos Lalandia.

- Vi skal passe på os selv og vores gæster. Det er ikke noget, man tør gamble med, siger Kent Skovdal.

Mange nyere svømmehaller kører ifølge Kent Skovdal med et lavt klorindhold ned til 0,4 milligram per liter.

Det lave indhold af klor er ekstra skånsomt over for badegæster, der reagerer på klor.

De færreste kan mærke forskel

Det vil dog være de færreste, der ifølge Kent Skovdal kan mærke forskel på, om niveauet er 0,4 eller 1 milligram klor per liter vand.

- Det er stadig lavt i forhold til, hvad det var i gamle dage.

- Da kørte man med et noget højere klorindhold - op til 3-5 milligram per liter vand.

- Men man fandt ud af, at det høje indhold ikke havde nogen effekt - ud over at det gav røde øjne for de badende, siger Kent Skovdal.

Landets svømmehaller fik for en måned siden mulighed for at genåbne med visse forholdsregler, blandt andet ekstra afstand i omklædningsrummene.

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App