Markant fald i ledigheden får udsatte grupper på arbejdsmarkedet

Over hele landet er antallet af ledige faldet markant. Det betyder, at virksomhederne i større grad er villige til at give mere udsatte borgere en chance.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der har det seneste år været stor efterspørgsel på arbejdskraft, og det betyder, at nogle af dem, der ellers har haft svært ved at finde sig et job, nu er blevet interessante for arbejdsgiverne.

- Vi kan mærke, at virksomhederne er klar til at give en chance til borgere, der har været udenfor arbejdsmarkedet længe eller har nogle udfordringer, fortæller Andreas Hegnsvad, der er arbejdsmarkedschef i Odsherred Kommune, hvor ledigheden det seneste år er faldet med 42 procent.

Læs også
Efter corona: 71 firmaer mødte op til jobbørs
Læs også
Efter corona: 71 firmaer mødte op til jobbørs

For nylig fik en af kommunens borgere, der ellers havde været uden job i 11 år, arbejde. Han har autisme og har ikke haft held til at finde arbejde før nu.

- Normalt oplever vi, at det kan være svært at finde job, hvis man også kæmper med andre ting end ledighed, så vi ved, at det går godt, når der begynder at blive arbejde til den gruppe også, lyder det fra arbejdsmarkedschefen. 

Næsten halveret

Danmarks Statistik har netop offentliggjort nye ledighedstal. De viser, at antallet af personer på dagpenge og kontanthjælp er næsten halveret på landsplan. 

Også på Vestsjælland, Sydsjælland, Lolland og Falster ser det godt ud. Her er antallet faldet fra 10.108 ledige i 2020 til 5.914 ledige i 2021, hvilket er et fald på 41 procent.

- Det går godt. Der er vækst i samfundet og mangel på arbejdskraft lige nu, lyder det fra Anders Ejrnæs, der er professor (MSO) ved Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv på Roskilde Universitet.

Læs også
Langt færre vil være sygeplejerske: - Det er tæt på en katastrofe
Læs også
Langt færre vil være sygeplejerske: - Det er tæt på en katastrofe

Han peger på, at blandt andet to år med nedlukninger og restriktioner er forbi, og at der lige nu er run på i eksempelvis byggebranchen. Begge dele giver efterspørgsel på ledige hænder.

- Der er kommet gang i den igen. Blandt andet i hotel- og restaurationsbranchen, hvor vi ikke har kunnet bruge vores penge under corona. Det kan vi nu, og det har affødt nye jobs, siger han og nævner også velfærdsuddannelserne som pædagoger og sosu'er, som længe har været en mangelvare.

quote Der er mange usikkerhedselementer lige nu, og jeg regner ikke med, at ledigheden fortsat vil falde

Anders Ejrnæs, professor ved Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv, Roskilde Universitet

Også Anders Ejrnæs nikker genkendende til, at lav ledighed øger virksomhedernes interesse for de mere udsatte grupper af arbejdsløse.

- Der er ingen tvivl om, at når der er gang i efterspørgslen, så giver det mulighed for grupper som etniske minoriteter, psykisk sårbare, dømte og langtidsarbejdsløse at komme ind på arbejdsmarkedet, siger professoren. 

Hurtig kontakt

I Holbæk Kommune er ledigheden det seneste år faldet med 43 procent. Her fortæller afdelingsleder i arbejdsmarked, uddannelse og borgerservice, Gro Thoen, at de udover de gængse ting som kompetenceudvikling og kurser har haft stort fokus på at komme i kontakt med de ledige tidligt.

- Vi er vældigt hurtigt ude i forhold til at tage kontakt til dem. Det sker indenfor de første fem dage, og så har vi tæt kontakt til dem løbende. Det er med til at få folk hurtigt ud på arbejdsmarkedet, siger Gro Thoen. 

Læs også
Virksomhed består udelukkende af fleksjobbere: - Vigtigt at have noget at stå op til
Læs også
Virksomhed består udelukkende af fleksjobbere: - Vigtigt at have noget at stå op til

I Holbæk Kommune oplever de ligeledes, at virksomhederne har åbnet op for at ansætte personer, som før har haft sværere ved at finde arbejde.

- De siger til os, at de bare skal være mødestabile, så skal de nok sørge for at lære dem op og også arbejde med, at de bliver fastholdt.

Kan hurtigt vende 

Den lave ledighed kommer efter en årrække med højkonjunktur. Med en nyopstartet krig i Europa og priser, der stiger, advarer Anders Ejrnæs dog om, at udviklingen hurtigt kan vende. 

- Der er mange usikkerhedselementer lige nu, og jeg regner ikke med, at ledigheden fortsat vil falde. Der kommer en afdæmpning af økonomien nu som følge af prisstigninger og inflation, og så betyder det også noget for arbejdsmarkedet, at der nu kommer ny arbejdskraft hertil i form af ukrainske flygtninge, siger han. 

Se antallet af ledige i din kommune:

                                                             2020                               2021

  • Faxe Kommune:                                  642                                  394

  • Guldborgsund Kommune:              1010                                  571

  • Holbæk Kommune:                         1084                                  614

  • Kalundborg Kommune:                     770                                  468

  • Lolland Kommune:                             714                                  343                              

  • Næstved Kommune:                        1557                                  925

  • Odsherred Kommune:                       517                                   295

  • Ringsted Kommune:                          606                                   365

  • Slagelse Kommune:                         1598                                  968

  • Sorø Kommune:                                  444                                  266

  • Stevns Kommune:                               372                                  246

  • Vordingborg Kommune:                     793                                  460


Kilde: Danmarks Statistik. Tallene dækker over antallet af ledige dagpengemodtagere og ledige kontanthjælpsmodtagere. 



Nyhedsoverblik