Mand troede, han skrev med kvinde - så blev han afpresset

En ung mand fra Haslev blev afpresset for et stort pengebeløb efter at havde chattet med det, han troede var en kvinde. Også en ung mand i Nakskov er blevet afpresset.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

På internettet er det nemt at udgive sig for at være en anden, end man er. Det oplevede en ung mand fra Haslev, da han for nylig chattede med en person over Skype.

Chatten endte med, at den unge mand blev afpresset for et stort pengebeløb. Det viste sig nemlig, at han ikke skrev med en kvinde, som han ellers troede.

I løbet af korrespondancen sendte manden en video med seksuelt indhold til kvinden. Men hun viste sig slet ikke at være en kvinde, men i stedet en falsk profil, som nogle udenlandske engelsktalende mænd stod bag. 

quote Det er især på sociale medier som for eksempel Snapchat, at det foregår.

Peter Hvidberg, politikommissær, Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi

Efter bagmændene modtog videoen, afpressede de manden fra Haslev og forlangte et stort pengebeløb for ikke at videredele videoen. 

- Der er mange af denne typer sager, men det er ikke så tit længere, at vi ser det på Skype. Det er især på sociale medier som for eksempel Snapchat, at det foregår, men fremgangsmåden for bagmændene er den samme. De laver en falskprofil og sender de her beskeder til 200-300 mennesker, siger Peter Hvidberg, der er politikommissær ved Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi. 

Betaling i BitCoins

En mand fra Nakskov anmeldte torsdag morgen, at han ligeledes var blevet truet med, at private billeder og optagelser ville blive lagt på nettet, hvis ikke han betalte et større beløb til afpresseren. 

quote Bagmændene skyder med spredehagl og håber, at der er bare én, der hopper i.

Peter Hvidbjerg, politikommissær, Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi

Afpresseren havde kontaktet manden over mail og påstod, at han havde billeder og videoer af manden, som ville blive delt, hvis ikke han overførte et pengebeløb i kryptovalutaen Bitcoins.

- I den typer sager skyder bagmændene med spredehagl og håber, at der er bare én, der hopper i. I sagen fra Haslev er det mere en bedragerisag, hvor nogen udgiver sig for at være en anden, men formålene for bagmændene er de samme nemlig at få penge, siger Peter Hvidberg. 

Stop forbindelse og betal ikke pengene

Hvis man modtager pengeafpressende beskeder, lyder rådet fra politikommissæren: 

- For alt i verden, skal man stoppe forbindelse, og ikke gå i ydereligere dialog. Man skal ikke lade sig afpresse eller betale pengene, siger Peter Hvidberg, og fortsætter:

- Så skal man selvfølgelig anmelde det, og dér er det en god idé at have nogle screenshots eller gemme beskederne, så politiet har noget at gå efter. 

quote Det er altid en god idé at anmelde det, også selvom man ikke har ladet sig afpresse.

Peter Hvidberg, politikommissær, Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi

Ifølge Peter Hvidberg kan det være svært at løse sagerne, men alle anmeldelserne bliver registreret og bliver slået op i politiets database for cyberkriminalitet. 

Derudover vidensdeler det danske politi også med politiet i andre lande, så der er større chance for at opklare sagerne. 

- Det kan være, at der sidder nogle i for eksempel England eller USA, som efterforsker netop en af disse bagmænd, og derfor er det altid en god idé at anmelde det, også selvom man ikke har ladet sig afpresse, siger Peter Hvidberg.