Lun luft strømmer ind - op til 14 graders varme i weekenden

Fronter fra sydvestlig retning med mild luft sørger for pæne temperaturer de kommende dage.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Danskerne står foran en weekend med jævnligt tilbagevendende regn, en del blæst, men også med spredte solstrejf. Og så bliver det temmelig lunt årstiden taget i betragtning i både dag- og nattetimerne.

De næste tre dage sniger temperaturen sig op mod 14 grader.

Det siger Trine Pedersen, vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).

quote Vi kommer ikke i nærheden af nattefrost de kommende dage

Trine Pedersen, vagthavende meteorolog, DMI

- Det bliver en typisk ustadig efterårsweekend med lidt af det hele og ret mildt på grund af vind fra den lune, sydvestlige retning. Det er så også ensbetydende med, at vi får fronter med regn vestfra, siger hun.

Jylland får hovedparten af det våde vejr, mens nedbørsmængderne bliver mindre jo længere østpå, man befinder sig.

Ingen nattefrost

Hvis man skal ud på landevejene i nattens løb, er der ingen risiko for glat føre.

- Vi kommer ikke i nærheden af nattefrost de kommende dage. Tværtimod sørger den lune luft fra sydvest samt skyer for, at temperaturerne holder sig mellem mellem seks og ti grader, siger hun.

Lørdag morgen er skyerne fortsat til stede, men dagen byder også på en smule sol.

- Jeg vil tro, at syv grader bliver den laveste temperaturer lørdag morgen, og så stiger det til mellem 10 og 14 grader, siger Trine Pedersen og tilføjer, at der også bliver en del solskin lørdag.

Søndag derimod bliver grå og våd og igen med op til 14 grader. 


Nyhedsoverblik