Lokale restauranter bevarer Michelin-stjerner

De to restauranter med hver deres Michelin-stjerne i vores område beholder stjernerne i årets guide.

Det ses som et adelsmærke indenfor restaurantbranchen.

Og mandag aften blev der så igen uddelt Michelin-stjerner til de nordiske lande.

I vores område har to restauranter i forvejen en stjerne i den eftertragtede guide. Det er Slotskøkkenet på Dragsholm Slot i Hørve og Hotel Frederiksminde i Præstø - og de to restauranter kommer til at beholde stjernerne næste år. Førstnævnte restaurant har ellers fået ny køkkenchef, Jeppe Foldager, siden den sidste stjerne blev uddelt. 

Der kommer samtidig ikke nye stjerner til vores sendeområde fra den guide, der mandag aften blev præsenteret ved et event i Stavanger i Norge.

Årets nye stjerner blev præsenteret fra Stavanger i Norge.
Årets nye stjerner blev præsenteret fra Stavanger i Norge. Foto: Michelin

Dragsholm blev fremhævet

Hotel Frederiksminde i Præstø modtog som den første restaurant i vores område en stjerne i 2016. I 2017 tilfaldt æren så også Slotskøkkenet på Dragsholm Slot.

- Jeg har mere ro i maven end for år tilbage. Det er femte gang nu. Vi har en god følelse. Vi ved, at de har været der, vi spottede dem og hilste på dem. Det var ikke sådan, så de skjulte, at de var på besøg. Han var rigtig glad, så jeg kunne slet ikke forestille mig, at vi skulle miste stjernen, sagde Jonas Mikkelsen, der er køkkenchef hos Frederiksminde i Præstø, forud for uddelingen.

Michelin-guiden udgives hvert år, og stjernerne fordeles efter den mad, der serveres på den enkelte restaurant. Her lægges blandt andet vægt på råvarernes kvalitet, håndværket i tilberedningen, og hvor godt, det lykkes at få et særligt personligt udtryk frem i maden.

Slotskøkkenet på Dragsholm Slot blev fremhævet i præsentationen ved fremlæggelsen af Michelin-stjernerne. I en præsentation om, hvordan man får særligt svinekød til at smage særligt godt, fortalte køkkenchef Jeppe Foldager om arbejdet med at sikre den rigtige smag og tekstur i kødet. 

I præsentationen var Michelin-folket også på besøg på gården Birthesminde, der ligger ved Vipperød. Gården leverer økologiske grise til køkkenet på Dragsholm Slot.

Michelin har også været forbi Birthesminde ved Vipperød.
Michelin har også været forbi Birthesminde ved Vipperød. Foto: Michelin
Michelin har også været forbi Birthesminde ved Vipperød.
Michelin har også været forbi Birthesminde ved Vipperød. Foto: Michelin