¨

Kold nat giver risiko lokalt for glatte veje i morgentimerne

Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Temperaturen har natten igennem nærmet sig frysepunktet flere steder her i regionen, hvilket mandag morgen kan give risiko for glatte veje.

Mandag morgen – for mange første arbejdsdag efter en uges ferie – er der lokalt risiko for glatte veje her i regionen.

- Mange steder har det i nat været klart vejr med temperaturer lokalt under frysepunktet, siger Frank Nielsen, vagthavende meteorolog ved DMI til TV2 ØST.

Derfor er det ikke kun ruderne på bilen, der skal have fjernet rim eller is, lyder det fra DMI, som opfordrer bilisterne til at køre forsigtigt og være opmærksomme.

- Vi har haft nogle kolde nætter med ellers klart vejr, men i nat har der været nogle småbyger. Det klare vejr gør, at temperaturerne falder, og det kan give risiko for glatte veje ind til klokken otte, hvor solen får magt, siger Frank Nielsen.

Lunere vejr i vente

I de sjællandske egne er det særligt i det nordvestsjællandske, at bilisterne skal tage sig i agt – mens der i resten af regionen ikke er udbredt risiko for glatte veje, forklarer vagthavende meteorolog.

- Der er ikke observeret frost nogen steder i regionen, men en grads varme kan sagtens give en vejbane tæt på nul.

I løbet af mandagen forventes lidt eller nogen sol i den østlige del af landet, men som dagen skrider frem, begynder skyer at trække ind fra vest.

I de kommende dage stiger temperaturerne til 12-15 grader i løbet af dagen og 8-10 grader om natten. Torsdag kan temperaturerne når helt op på 17 grader. Til gengæld er der mere nedbør i vente.

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App