Let foden fra speederen - det er højsæson for hjortepåkørsler

Oktober, november og december er højsæson på påkørsler af dyr i trafikken.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Vær opmærksom - og sænk hastigheden, hvis du frygter, at der kan komme hjorte ud på vejen.

Sådan lyder rådet fra Dyrenes Beskyttelse, der forventer at få omkring 4.000 henvendelser de kommende måneder om påkørte hjorte i trafikken.

Dyrenes Beskyttelse driver alarmcentralen 1812 - og næsten en tredjedel af alle dyrepåkørsler sker i de tre efterårsmåneder oktober, november og december skriver organisationen i en pressemeddelelse.

- Om efteråret er der mange flere hjorte, der kommer galt afsted i trafikken. Vi kan ikke ændre på hjortenes adfærd, men vi kan guide bilisterne til at undgå ulykkerne. Hvis farten sænkes på bestemte strækninger og tidspunkter, vil det føre til færre uheld, siger Michael Carlsen, biolog hos Dyrenes Beskyttelse.

Her er det særligt farligt

Det er især steder, hvor der skiltes for hjortevildt - generelt nær for eksempel skov, eng og levende hegn. Hjortene er især aktive i de mørke timer eller omkring skumring og dæmring.

Det er også her, at flest hjorte krydser vejene, oplyser organisationen.

Tit kan man se lysende øjne i rabatten - og her er det en rigtig god ide at sænke farten helt. Samtidig skal man huske, at én hjort sjældent er alene. Ser man en på vejen, så kan der godt komme flere.

Er skaden ude, så skal man ringe 1812, hvis dyret stadig er i live, også selvom det er løbet væk.

Man skal ringe til Falck, hvis dyret er dødt.


Nyhedsoverblik