Langt flere har søgt om hjælp til at komme på sommerferie i år

Dansk Folkehjælp har fået markant flere ansøgere til feriehjælp i år sammenlignet med sidste år. Det skyldes corona, mener generalsekretær Klaus Nørlem.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det er væltet ind med ansøgninger om økonomisk støtte til sommerferien for udsatte børn og unge i år.

I 2020 har Dansk Folkehjælp modtaget hele 5.765 ansøgninger om feriehjælp. Det er en stigning på omkring 50 procent i forhold til sidste år, hvor 3.822 danskere søgte om økonomisk støtte til ferien, skriver Dansk Folkehjælp i en pressemeddelelse.

quote Det er første gang, vi oplever, at der pludselig sker så høj en stigning

Klaus Nørlem, generalsekretær, Dansk Folkehjælp

Stigningen sker til trods for, at det tidligere på året kom frem, at fattigdommen i Danmark er stagneret for første gang i 20 år. Dansk Folkehjælp mener derfor, at årsagen til den store interesse i stedet må skyldes nedlukningen af Danmark i forbindelse med corona.  

- Det er jo ikke ualmindeligt, at vi ser moderate stigninger på omkring ti procent, men det er første gang, vi oplever, at der pludselig sker så stor en stigning, siger Klaus Nørlem, generalsekretær i Dansk Folkehjælp, til TV2 ØST.

Ifølge Klaus Nørlem er interessen ekstra stor i år, fordi mange familier har haft brug for at komme ud i nogle nye og positive rammer oven på måneder, hvor både børn og forældre har været bundet til eget hjem.

- De familier, vi arbejder med, er jo alle sammen i en sårbar situation. De har ikke haft mulighed for at skifte kulissen ud på samme måde som dem, der er på arbejdsmarkedet.

- Mange af os andre har måske haft et sommerhus eller lignende, man har kunne tage ud i, når denne her nedlukning blev for langvarig, men den mulighed har de her familier ikke, siger han.

Skal opfylde specifikke kriterier

For at ansøge om Feriehjælp skal forældrene være på overførselsindkomst, og langt størstedelen af ansøgerne er eneforsørgere.

quote Familierne får tanket op på energi, og det er rigtig vigtigt, når de skal hjem og møde en problemfyldt hverdag

Klaus Nørlem, generalsekretær, Dansk Folkehjælp

Kommer familien med på et af Dansk Folkehjælps ferieophold, bliver de en del af et fællesskab på i alt 15 familier, som på kryds og tværs kan skabe sommerminder sammen.

- Det med at komme et andet sted hen, hvor børnene har nogle at lege med, og hvor de voksne har nogle at snakke med igennem en række fælles aktiviteter, det giver dem noget positivt at trække på. Familierne får tanket op på energi, og det er rigtig vigtigt, når de skal hjem og møde en problemfyldt hverdag, forklarer Klaus Nørlem.

western_camp_dansk_folkeferie_.jpg
Læs også
Dansk Folkehjælp: Kun en ud af 10 berettigede kan i år få feriehjælp
western_camp_dansk_folkeferie_.jpg
Læs også
Dansk Folkehjælp: Kun en ud af 10 berettigede kan i år få feriehjælp

På den lange bane bidrager ferieopholdene desuden til, at der bliver skabt nogle varige relationer mellem de udsatte familier.

- Man finder måske nogen, som man også kan læne sig op ad, når hverdagen vender tilbage med nogle af de udfordringer og problemer, som familierne har, siger han.

Ikke plads til alle

Dansk Folkehjælp har de sidste uger haft knapt 4.000 børn og voksne på ferieophold rundt om i Danmark. Det er derfor ikke alle ansøgninger, som Dansk Folkehjælp har kunne imødekomme.

- Vi kridter jo hele tiden skoene for at prøve at hjælpe så mange som muligt, men det har også været et specielt år for os. Vi har haft ekstra omkostninger forbundet med at skulle håndtere corona-situationen i forhold til blandt andet værnemidler og afstandskrav, forklarer Klaus Nørlem. 

Dansk Folkehjælp arbejder lige nu på at kunne tilbyde flere ferieophold til hårdt ramte familier i efterårsferien. Det er frivillige, der står for at arrangere og facilitere de mange aktiviteter på ferieopholdene.


Nyhedsoverblik