Langt færre rejser i juletrafikken end normalt

DSB-chef beretter om rekordfå togrejsende lillejuleaften. Og på Storebælt er der længere mellem bilerne end normalt.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

23. december er normalt en dag med ekstra trængsel i togene, men i år har coronavirus ført til rekordfå passagerer.

Det fortæller DSB's informationschef, Tony Bispeskov, ved middagstid juleaftensdag.

quote Julen i år adskiller sig markant fra tidligere

Tony Bispeskov, informationschef, DSB

Det er dog først juledag, at DSB ventes at kunne give et nærmere overblik over, hvordan tallene for juletrafikken har set ud. Men allerede nu kan Tony Bispeskov sige, at der var langt færre passagerer med 23. december end normalt.

- Julen i år adskiller sig markant fra tidligere, ved at det er rekordfå, der har rejst med toget. Ikke kun i går, men også de andre juledage, siger han.

Også ved Storebæltsbroen har det været en meget rolig juleaftensdag. Arkivfoto.
Også ved Storebæltsbroen har det været en meget rolig juleaftensdag. Arkivfoto. Foto: Sund & Bælt

Også på vejene er der roligt og slet ingen juletrængsel.

- Der er længere mellem bilerne end normalt på en juleaftensdag, siger Lene Thomsen, kommunikationschef ved Sund & Bælt til TV2 ØST.

Derfor er det også en stille dag ved betalingsanlægget på Storebælt.

quote Der er længere mellem bilerne end normalt på en juleaftensdag

Lene Thomsen, kommunikationschef, Sund & Bælt

- Det glider fint. Der er mindre trafik end normalt, siger Lene Thomsen.

Hos DSB har man også kunnet mærke den dalende trafik i salget af pladsbilletter ved rejser i InterCity- og InterCityLyntog - der har været god plads, selv om togselskabet grundet corona har lagt et loft på og sælger maksimalt 70 procent af pladserne.

- Det er kørt fint, for vi har faktisk oplevet, at under halvdelen af det antal kunder, vi havde sidste år, har taget toget i år, siger Tony Bispeskov.

- Vi har gjort togene ekstra lange alligevel. Jo større, jo bedre mulighed for at holde afstand, siger han.

Langt de fleste tog har desuden kørt til tiden i juletrafikken.

- Mere end ni ud af ti kunder har været fremme inden for tre minutter i forhold til køreplanen. Det er et godt resultat, siger informationschefen.



Nyhedsoverblik