Landdistrikter frygter nye bilafgifter trækker Danmark skævt

Der bliver solgt biler – men ikke så meget som normalt, mens politikerne laver nye bilafgifter. Afgifterne kan trække Danmark skævt, mener fællesråd.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Hvis det skal være dyrere at køre i benzin- eller dieselbiler, så skal der være en ordentlig infrastruktur af ladestandere klar. Ellers er det reelt at pålægge borgere i udkantsområderne en ekstra skat.

Det mener Landdistrikternes Fællesråd, der frygter, at det med den kommende afgiftmodelkan blive dyrere at køre langt, hvis bilejerene ikke har råd til en af de dyreste el-biler på markedet.  

- Hele landet skal stå sammen om den grønne omstilling. Derfor er det helt afgørende, at omstillingen til en grønnere, elbaseret bilisme sker parallelt med en udbygning af ladeinfrastruktur, der må betragtes som kritisk infrastruktur. Gør man ikke det, kan det skævvride Danmark og i praksis være en ekstra beskatning af borgere i yderområderne, siger formanden for Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgaard i en pressemeddelelse.

Det er meldingen dagen efter, at en række nye forslag til, hvordan bilafgifter skal strikkes sammen, blev lagt frem af Bilkommisionen.

Bilkommisionen har udtænkt en række forskellige modeller, der alle fremmer en omstilling til mere grønne biler i Danmark ved at ændre afgiftssystemet.

- Alle os i landdistrikterne bakker op om den grønne omstilling, hvori en grønnere bilisme er helt centralt. Det er bare vigtigt at huske, at mange bilejere i landdistrikterne kører bil, fordi de ikke har andre muligheder. Der er ingen metro, man kan hoppe på, kun få togstrækninger, og bussen kører måske en gang hver tredje time. Hvis man ønsker, at folk skal droppe diesel- og benzinbilerne, skal man sørge for at give dem et alternativ, siger han.

Det er første delrapport, Bilkommissionen fremlagde mandag. Det færdige arbejde ventes fremlagt ved årsskiftet.

Læs også
Politikerne vil have flere elbiler på vejene - men uklarhed holder forbrugerne tilbage
Læs også
Politikerne vil have flere elbiler på vejene - men uklarhed holder forbrugerne tilbage

Lokal socialdemokrat bekymret

Vordingborg Kommune er den kommune i landet, hvor flest borgere pendler ud af kommunen. Derfor vil kommunen i særlig høj grad blive ramt af en afgiftbetalt omlægning til el-biler.

Det mener Socialdemokratiets folketingskandidat, Brian Bressendorff. 

Han ser det som en ekstra skat på borgerne, fordi støtteordningerne i forslagene ikke for alvor kan få priserne på elbiler ned. 

- Vi er nødt til at køre i biler. Vi har ikke metro eller S-tog, som vi kan springe på. Samtidig bliver elbilerne med lang rækkevide stadig for dyre for mange almindelige, hårdtarbejdende borgere. Det betyder, at vi pålækkes en ekstra afgift, så der kan komme flere elbiler i de store byer, siger han.

- Der har de seneste år været meget fokus på at udbygge København. Det har givet mere pendling - og nu vil man så ramme pendlerne med en afgift, fordi de ikke har råd til de dyreste elbiler. Jeg synes, at det havde været bedre, hvis man havde satset på at skabe arbejdspladser der, hvor folk bor, siger han.

Partier imod at bruge skat på grøn omstilling

Flere partier på Christiansborg er også på forhånd skeptiske overfor planerne om at lade et ændret afgiftssystem betale for den grønne omstilling.

Transportordførerne fra Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Liberal Alliance oplyser overfor TV2 ØST, at de ikke vil være med til ændringer i afgifter, der skævvrider Danmark.

Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti siger, at det netop for Dansk Folkeparti er vigtigt, at aftalen ikke skævvrider Danmark.

Ole Birk Olesen fra Liberal Alliance siger, at partiet er imod højere bilafgifter i Danmark, og frygter, at det kan ramme landet skævt.

Mette Thiesen fra Nye Borgerlige er helt imod en registreringsafgift på biler. Hun mener, at omstillingen til mere grønne og mere sikre biler kommer af sig selv, når teknologien ellers er klar.

Forhandler vil have usikkerheden væk

Bilforhandleren Kim Frimann,  der ejer Frimann Biler i Nykøbing Falster og Maribo,  har tidligere kritiseret den danske infrastruktur til elbiler, som han mener ikke er klar til at tage imod de mange elbiler – men han roser generelt de forslag, der blev lagt frem mandag.

- Det er dejligt, at der kommer nogle så gennemarbejdede modeller på banen, som vi ser her. Jeg tror, at diskussionen er sund. Og der er nogle dilemmaer her, som kræver, at der faktisk træffes nogle politiske beslutninger, siger han.

- Vi har solgt både en elbil og en almindelig benzinbil i dag. Når folk har brug for en ny bil, så er de jo nødt til at handle. Så selvom nogle måske venter, så er handlen stadig i gang. siger Kim Frimann.

- Det er rigtig mange spørgsmål, som er oppe i luften lige nu – og vi mødes også af mange spørgsmål fra kunderne, som vi ikke rigtig kan svare på endnu. Vores forventning er, at vi vil sælge lidt færre biler, mens politikerne forhandler. Det er salg, der skubbes frem i tiden, når usikkerheden om de fremtidige afgifter forsvinder, siger han, og gætter på et fald på måske 30 procent under forhandlingerne, siger han.


Nyhedsoverblik