Kommunerne kræver fem milliarder til bedre behandling af handicappede

Kommunerne går til økonomiforhandling med regeringen med et krav om 5,5 milliarder til at løfte socialområdet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Når kommunerne tirsdag indleder forhandlinger med regeringen om næste års økonomi, er det med et krav om flere penge til socialområdet.

Kommunernes Landsforening (KL) vil løfte området med 5,5 milliarder kroner over tre år, oplyser KL i en pressemeddelelse.

Det sker efter længere tids kritik af kommunernes behandling af handicappede og udsatte borgere.

- Når man lytter til den politiske debat, er man ikke et øjeblik i tvivl om, at der er et stort ønske fra regeringen og Folketinget om at løfte socialområdet og dermed skabe en bedre hverdag for vores udsatte borgere, siger KL's formand, Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard, i en pressemeddelelse.

Han understreger, at kommunerne deler det ønske til fulde.

- Vi står dog også i en økonomisk virkelighed ude lokalt, hvor de midler, regeringen tillader os at bruge, ikke matcher de løfter, regeringen giver befolkningen.

- Den balance skal vi i fællesskab have rykket, siger Jacob Bundsgaard.

Kras kritik af forskelligartet behandling

Pengene skal gå til at styrke sagsbehandling og tilbud samt mere forskning og viden om området.

Budskabet kommer efter længere tids kritik af kommunernes behandling af blandt andet handicappede og deres familier.

Blandt andet fra borgerinitiativet #enmillionstemmer, som er startet af en gruppe pårørende for at sætte fokus på problemerne.

De mener blandt andet, at der er for stor forskel på, hvor meget hjælp man får fra kommune til kommune, og at afgørelser på området alt for ofte kun er baseret på økonomi.

Kommunerne har også fået kritik for, at mange sager bliver omgjort i Ankestyrelsen.

Læs også
Over 11.000 kvinders brystkræftscreeninger bliver udskudt: - Måske gambler de med mit liv
Læs også
Over 11.000 kvinders brystkræftscreeninger bliver udskudt: - Måske gambler de med mit liv

Ifølge kommunalforsker Roger Buch, forskningschef på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, er kommunerne under pres på det såkaldt specialiserede socialområde.

Her står kommunerne blandt andet for visitation af hjælp til handicappede.

- Udviklingen er, at vi får flere og flere handicappede, og der har KL gennem en lang årrække så forsøgt at holde udgifterne i ro.

- Der har været historier fremme om, at kommunerne er ekstremt nidkære i forhold til hjælp til handicappede.

- Det viser, at kommunerne med minutiøs styring har haft held til at holde udgifterne nede. Men det sker under stigende protester fra handicaporganisationerne om, at man ikke behandler folk ordentligt, siger han.

Socialminister Astrid Krag (S) siger i en skriftlig kommentar til Politiken om KL's krav, at regeringen deler KL's ambition om at styrke socialområdet, men at kommunernes ønske til økonomien er "ekstremt stort".


Nyhedsoverblik