¨

Købmænd uddeler corona-overskud: MENY donerer en pony til lokal forening

Foto: 4H Præstø

MENY, SPAR og Min købmand over hele landet har tilbudt klubber donationer på op til 40.000 kr. I Præstø giver MENY en pony til foreningen 4H.

Landets købmænd har haft kronede dage under coronanedlukningen, men til gengæld har foreningslivet lidt. 

Frie købmænd fra blandt andet MENY, SPAR og Min købmand over hele landet har derfor tilbudt klubberne sponsorater på op til 40.000 kr.

Corona har gjort, at mange af de her foreninger har haft det rimelig svært modsat os, som har haft det rigtig godt under Covid-19

Kenneth Nielsen, købmand i MENY Præstø

Her i regionen er der tale om 15 butikker, der har valgt at støtte lokale foreninger og én af dem er MENY i Præstø, som donerer 40.000 kroner til den lokale forening 4H.

- Corona har gjort, at mange af de her foreninger har haft det rimelig svært modsat os, som har haft det rigtig godt under Covid-19 under de restriktioner, der nu har været. Men det er jo på en sørgelig baggrund, at vi har haft så stor succes, som vi har haft, siger Købmand Kenneth Nielsen til TV2 ØST.

- Derfor har vi valgt, at vi gerne vil give noget tilbage til lokalsamfundet.

Udover MENY i Præstø har MENY i Maribo også valgt at støttet Nørregade Teater og MENY i Nakskov har støttet Lions Club.

Købmand: - Vi har haft det bedste forår nogensinde

Da Mette Frederiksen i kølvandet på udbruddet med coronvirus meddelte, at Danmark nu ville lukke ned, var der flere borgere, der valfartede til supermarkederne for at hamstre. De skulle i hvert fald ikke mangle noget.

Under nedlukningen var størstedelen af danskerne hjemme, spiste hjemme og madlavning blev populært som aldrig før på sociale medier. Nogle steder var der ligefrem tale om, at Den Store Bagedyst var flyttet ind i køkkenet og flere Instagram-brugere brystede sig af at lave den bedste surdej.

Ikke de værste odds for en god forretning, når man er købmand.

- Vi har haft det bedste forår nogensinde i al den tid, jeg har været der. Det er ovenpå en stor succes, vi har haft de sidste par år, siger Kennth Nielsen fra MENY i Præstø.

Derfor mener han, det er på tide at give noget tilbage.

Fik lyst til at sponsorere en anderledes forening

Meny i Præstø sponsorerer i forvejen gymnastik i byen og en fodboldforening i en anden by. Derfor skulle donationen i denne omgang gå til en anden forening.

Vi har haft det bedste forår nogensinde i al den tid, jeg har været der

Kenneth Nielsen, købmand i MENY Præstø

- Det er altid de foreninger, man kender, som typisk er håndbold, fodbold og gymnastik, men vi glemmer ofte de foreninger, som også har det rigtig svært, men som man ikke ligger så meget mærke til, siger købmand Kenneth Nielsen.

- Men pludselig faldt det mig ind, at der er den her lokale forening 4H i Præstø, som jeg ved tilbyder noget til børn og unge mennesker, som ikke lige falder for fodbold, håndbold og hvad der ellers er traditionelt.

Foreningen 4H beskæftiger sig med alt fra heste til rollespil og som er et tilbud til børn der ikke nødvendigvis dyrker sport.

Den nye pony skal hedde MENY

Ifølge Lotte Rasmussen som er kasserer i 4H, så betyder donationen alt for dem, da foreningen kun tjener 140 kroner pr. medlem om året, og har 65 medlemmer. 

De har tænkt sig at købe en ny hest for pengene, og den skal selvfølgelig hedde MENY. 

- Her går vi ikke bare ud og giver en forening nogle penge, men vi giver folk noget rimelig konkret, som de kan forholde sig til, siger Kenneth Nielsen fra MENY.

- Det er også til nogle børn, som ikke altid har de behov, som alle andre børn har. Så det glæder os, at det er en lidt anderledes gave den her gang.

Artiklen fortsætter under billedet.

4H Præstø har i forvejen to ponyer, men den ene er ved at være gammel og den anden bliver slidt op. Foto: 4H Præstø

140 klubber og foreninger har fået donationer

På kort tid har 140 sportsklubber og foreninger over hele landet taget imod et tilbud fra deres lokale købmand om hjælp oven på corona-nedlukningen.

Med uddelingspuljen på 10 mio. kr. giver vi de frie købmænd over hele landet mulighed for at understøtte de lokalsamfund, de er en del af

Marie Scott Poulsen, uddelingschef i KFI

Aftalerne om sponsorater er indgået med en bred vifte af foreninger, heraf en del lokale fodbold- og håndboldklubber, men også Gladsaxe Garden, knallertklubben Brovst on Mopeds, Filskov Fodboldgolf, skytteforeninger og faldskærmsklubber er blandt modtagerne.

Sponsoraterne er finansieret via uddelinger fra købmandsfonden KFI, som er sat i verden for at støtte de frie købmænd.

- Med uddelingspuljen på 10 millioner kroner giver vi de frie købmænd over hele landet mulighed for at understøtte de lokalsamfund, de er en del af. Købmanden spiller ligesom foreningslivet en helt central rolle i lokalsamfundet. Med puljen har købmændene været med til at hjælpe klublivet i gang igen efter corona-krisen, siger Marie Scott Poulsen, der er uddelingschef i KFI.

Det er dog den lokale købmand, der selv har valgt, hvem han vil give donationen til.

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App