Nyhedsoverblik

Knap 800 bilister kørte for stærkt i weekenden

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politis fotovogne har haft rigeligt at se til i weekenden, fremgår det af døgnrapporten.

Størst succes havde politiet på Vestmotorvejen ved Korsør fredag, hvor en fotovogn i løbet af formiddagen og frem til 13.15 fangede 170 fartbilister. 

Der var også en del at komme efter lørdag formiddag på Omfartsvejen i Nykøbing F, hvor 141 blev fotograferet. Her blev det til 16 klip i kørekortet og en betinget frakendelse af kørekortet. 

Det blev til otte klip i kørekortet og 111 hastighedsoverskridelser på Sydmotorvejen ved Vordingborg søndag eftermiddag. Her spottede politiet også weekendens værste forseelse, en bil med påhængsvogn, der kørte 127 kilometer i timen på strækningen, hvor den tilladte hastighed er 90 kilometer i timen.

Politiets fotovogne genkendte 23.193 biler, hvoraf 784 kørte for stærkt.