Kinesiske kameraer skal overvåge dig på vejene

Der kan være problemer med både etik og sikkerhed ved brug af kameraer, som Vejdirektoratet har købt i Kina.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

22 kinesiske overvågningskameraer kigger med, når du besøger biblioteket i Nakskov - og nu skal bilister på de danske motorveje også filmes med omdiskuterede kameraer fra Kina.

Nærmere bestemt kameraer fra det kinesiske selskab Hikvision, som både danske efterretningstjenester og menneskerettighedsforkæmpere advarer mod.

Det skriver Politiken.

Ifølge avisen har Vejdirektoratet købt 175 overvågningskameraer. Kontrakten giver desuden mulighed for at lægge yderligere 75 kameraer i indkøbskurven.

Tidligere har også TV2 ØST fortalt, hvordan adskillige kommuner i sendeområdet bruger de kinesiske overvågningskameraer, selvom eksperter stiller spørgsmål ved deres sikkerhed. Blandt andet frygter eksperter, at det kan bruges til at overvåge danske kina-kritikere eller herboende kinesere.

- Hikvision er et kinesisk firma, som ligesom alle andre kinesiske selskaber har pligt til at aflevere oplysninger, hvis den kinesiske regering måtte ønske det, lød det tidligere på året fra Peter Kruse, stifter af IT-sikkerhedsvirksomheden CSIS.

Ekspert: Risikabel leverandør

Selv om der er tale om et relativt lille indkøb for højst fem millioner kroner, vækker beslutningen kritik fra flere sider.

En af kritikerne er Cathrine Bloch Veiberg, der er programleder på Institut for Menneskerettigheder med speciale i erhverv og kædeansvar.

- Offentlige myndigheder bør som en del af deres ansvarlige indkøbspraksis ikke kun kigge på pris og leveringstid, men også på hvorvidt de her leverandører lever op til sociale og menneskeretlige forventninger. Der burde en leverandør som Hikvision bone ud som risikabel, siger hun til Politiken.

Hikvision
Læs også
700 kinesiske kameraer overvåger os
Hikvision
Læs også
700 kinesiske kameraer overvåger os

Hikvision har de seneste år været dybt involveret i at opbygge et overvågningssamfund i Xinjiang-regionen i det vestlige Kina.

Ifølge FN fængsles mistænkte borgere og udsættes "i stor skala" for tortur, tvangsmedicinering og overgreb.

Vejdirektoratet har dog ikke skelet til Hikvisions bidrag til krænkelser af menneskerettigheder, da der skulle købes kameraer.

Stat og kommuner har droppet leverandør

Ifølge en gennemgang fra TV2 ØST hænger der i alt 700 kameraer fra de kinesiske producenter Dahua og Hikvision på kommunale bygninger i ni ud af 12 kommuner i sendeområdet. 

Modsat Vejdirektoratet har Staten og Kommunernes Indkøbsservice (SKI), IT-firmaet Atea og Region Hovedstaden droppet Hikvision. Begrundelserne spænder fra hensyn til menneskerettigheder til it-sikkerhed, skriver Politiken.

PET har sidste år vurderet, at man er bekendt med konkrete sårbarheder ved to kameraer fra Hikvision.

I februar lød det fra Forsvarets Efterretningstjeneste og Center for Cybersikkerhed (CFCS), at videokameraer fra Hikvision udgør en "kritisk trussel for sikkerheden".

Overvågning
Læs også
700 kinesiske kameraer overvåger os - DF kræver dem pillet ned
Overvågning
Læs også
700 kinesiske kameraer overvåger os - DF kræver dem pillet ned

Særligt hvis Hikvision-kameraer kobles til internettet, hvilket er planen. Vejdirektoratet afviser dog problematikken, fordi der installeres firewalls og kodeord.

Også selskabet Milestone, som leverer software til Vejdirektoratet til at overvåge det danske vejnet og skal styre kameraerne, har afbrudt samarbejdet med Hikvision.

Der er ikke et forbud mod at købe Hikvisions kameraer, og flere hænger allerede langs motorveje på Fyn.

Vejdirektoratet vil dog se på, hvordan den problemstilling skal håndteres, lyder det i en mail til Politiken. Desuden har Vejdirektoratet taget kontakt til CFCS for at få nærmere rådgivning.


Nyhedsoverblik