Kedelig og regnfuld bededag afløses af weekend med sol

Danskerne skal igennem en fredag med regn og skyer, inden der er chance for sol og varmere vejr i weekenden.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Store bededag skal mange unge danskere og deres familier en tur i kirke, hvor de unge skal konfirmeres.

Og er der planer om, at de unge eksempelvis skal en tur i sports- eller hestevogn efter de kirkelige handlinger, gør man nok klogt i at udstyre dem med vandtæt tøj.

Fredag bliver nemlig en vejrmæssigt kedelig dag med mange skyer og spredte regnbyger.

Sådan lyder det fra vagthavende meteorolog hos Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) Klaus Larsen.

- Jeg tror ikke, at der er nogen, der slipper for regn fredag. Det er et større område med byger, der skal passere, siger han.

Solen vil titte frem 

Fredag eftermiddag er der dog mulighed for at få solen at se.

- Når vi kommer ud på eftermiddagen begynder det at blive lidt pænere med lidt sol og - især i den vestlige del af landet - færre byger, siger Klaus Larsen.

Meteorologen siger, at det bliver mellem 13 og 15 grader fredag.

Flottere vejr i sigte

Det er dog ikke hele weekenden, der byder på kedeligt forårsvejr.

- Det begynder at klare op i løbet af natten til lørdag, så vi vil få en tør weekend med nogen eller en del sol, siger meteorolog Klaus Larsen.

Desuden bliver der også skruet op for temperaturen i weekenden. Det betyder, at danskerne kan få mellem 15 og 19 graders varme lørdag og søndag.

- Lørdag kommer der til at være en frisk vind, der aftager noget om søndagen. Søndag bliver den pæneste dag af de tre, siger Klaus Larsen.

Læs også
Så meget regn skal der til, før vi er tilbage på normalen
Læs også
Så meget regn skal der til, før vi er tilbage på normalen

Selv om mange nok vil ærgre sig over, at store bededag skal fejres med spredte byger, har maj måned overordnet set været ganske tør indtil nu.

På DMI's hjemmeside fremgår det, at der fortsat er tørke i Danmark.

I Østjylland er der eksempelvis faldet mindre end fem millimeter regn i maj.

På landsplan er der faldet 11 millimeter regn i denne måned. Normalt falder der lige under 50 millimeter regn, så her midt på måneden, er vi stadig bagud på nedbørsfronten.



Nyhedsoverblik