¨

Ild fjernede spor efter drab i 2019 - flere sager er uopklarede

I juni blev en 80-årig mand dræbt med knivstik i sit hjem i Vemmelev, der siden blev brændt ned. Foto: René Lind

Seks personer blev dræbt i 2019 med brand involveret. Flere sager er åbne og uklare, blandt andet et drab i Odsherred.

I årets løb har flere brande dannet ramme om voldsomme mordsager: Blandt andet blev en kvinde kvalt til døde, afbrændt og efterladt på en gårdsplads, og flere mænd blev fundet knivstukket og dræbt i deres nedbrændte hjem.

Blandt årets 42 drab gemmer sig i alt seks formodede drab med brand.

- Det er en sjælden ting i Danmark, siger Jens Møller Jensen, tidligere drabschef i Københavns Politi.

Det er en sjælden ting i Danmark

Jens Møller Jensen, tidligere drabschef i Københavns Politi

21. april blev politi og røgdykkere kaldt til en voldsom brand i Ruds Vedby.

Den 68-årige beboer var ikke i huset, så politiet søgte efter ham i fire dage med droner, hunde og dykkere.

25. april fandt man liget af beboeren med adskillige stiksår i maven i en sø i Blæsinge Grusgrav.

I juni blev en 80-årig mand dræbt med knivstik i sit hjem i Vemmelev, der siden blev brændt ned.

Drabet havde så mange lighedspunkter med drabet i Ruds Vedby, at Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi slog efterforskningen sammen.

To mænd blev varetægtsfængslet. Den ene har delvist erkendt begge drab.

OVERBLIK: Her er drabssagerne med brand

  • 14. februar: Røgdykkere fandt en 65-årig mand i sit udbrændte hus i Odsherred i Nordvestsjælland. Han var blevet udsat for grov vold og var formentlig død, inden branden brød ud. Sagen er uopklaret.
     
  • 10. marts: Politiet fandt liget af en dræbt kvinde på en landejendom ved Hårbølle Strand på Møn.
    Kvindens 59-årige kæreste kvalte hende, hældte brandbar væske ud over liget, satte ild til det og lod det ligge på gårdspladsen ifølge anklagemyndigheden. Manden blev anholdt under en dramatisk jagt, hvor politiet måtte affyre skud mod ham. Han blev indlagt på Rigshospitalet og varetægtsfængslet in absentia.
    Sagen kommer for retten 13. januar 2020.
     
  • 20. april: En kvinde blev fundet død med 32 brandsår i sin kærestes seng i Nyborg. Sagen blev efterforsket som drab, men er i dag lukket uopklaret. Det er derfor ikke sikkert, der var tale om drab. Sagen indgår derfor ikke i Ritzaus opgørelse.
    Kvinden havde været i live i omkring tre timer med de mange brandsår, inden hun døde af skaderne. Politiet mistænkte kvindens 52-årige kæreste, men lod ham siden gå. Han sov, imens kvinden døde, forklarede han.
    Retsmedicineren kunne ikke fastslå, hvor længe kvinden havde haft brandsårene, og politiet kunne ikke bevise, at manden slog hende ihjel.
     
  • 21. april: Politi og røgdykkere blev kaldt til en voldsom brand i Ruds Vedby på Vestsjælland. Man frygtede, at den 68-årige beboer var omkommet i branden, men han befandt sig ikke i huset. Politiet ledte efter ham i fire dage med droner, hunde og dykkere og fandt liget af ham i en sø i Blæsinge Grusgrav 25. april.
    Manden, der var antikforhandler og møntsamler, var blevet stukket med kniv adskillige gange i maven samt udsat for stump vold. To mænd er varetægtsfængslet. Den ene har erkendt drabet, mens den anden nægter.
     
  • 28. maj: En 61-årig mand og hans 85-årige kvindelige samlever blev fundet døde i deres udbrændte hus i Blåvand ved den jyske vestkyst. Obduktionen viste, at manden blev dræbt, mens kvinden døde af kulilteforgiftning i det brændende hus. En 19-årig tysker blev i juni sigtet og varetægtsfængslet i sagen.
     
  • 16. juni: En 80-årig mand blev dræbt med adskillige knivstik i sit hjem. Han blev fundet af røgdykkere i sit hus i Vemmelev på Sydvestsjælland.
    Drabet havde så mange lighedspunkter med drabet på den 68-årige i Ruds Vedby 21. april, at Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi slog efterforskningen sammen. De samme mænd er varetægtsfængslet i denne sag, som i sagen fra Ruds Vedby.
    Manden, der erkendte drabet 21. april, har også erkendt dette drab. Den anden mand nægter sig skyldig.

 

Kilder: Ritzau og de 12 politikredse. Tallet over antal drab i 2019 er et estimat opgjort af Ritzau.

 

Se mere

Ifølge drabschefen ligger der to motiver bag, når gerningsmændene brænder boligen ned efter et drab.

- Enten vil de camouflere hele drabet, så man aldrig opdager, det er et drab. Eller også vil de fjerne sporene og gøre efterforskningen sværere, selv om politiet finder ud af, at det er drab.

Gør opklaringsarbejdet sværere

Selv om gerningsmændenes mest åbenlyse motiv er at skjule deres spor, så er det for en retsmediciner nemt at finde ud af, hvad der er sket med liget.

Det forklarer Asser Hedegård Thomsen, der er retsmediciner på Aarhus Universitet.

- Det er klart, at det vanskeliggør det lidt, at der har været ild. Men man kan sagtens se knivstikkene, og man kan sagtens se, at folk ikke har trukket vejret, siger Asser Hedegård Thomsen.

Sagerne kan være svære at opklare, forklarer Jens Møller Jensen, men omvendt kan spotlyset nemt ramme gerningsmændene i det moment, de stikker ild til et hjem.

- Det er svært at opklare. Men det er ikke umuligt. Gerningsmanden udsætter jo sig selv for en blotlæggende fare i det moment, man tænder ild. Der risikerer man at tiltrække opmærksomhed, siger han.

Netop derfor sker flere af drabene på afsides ejendomme.

I sagerne fra Ruds Vedby og Vemmelev boede de ældre mænd alene på en landejendom. Ved et lignende drab i Odsherred i februar var sagen den samme. Den er stadig uopklaret.

- Det passer med, at det er risikofyldt for gerningsmanden at brænde noget af. Det er klart, at den risiko er reduceret ude på øde steder, siger Jens Møller Jensen.

Præcisering

  • 02. jan 2020 kl. 10:35 Af artiklen fremgik det, at en af de to sigtede for drabene i Ruds Vedby og Vemmelev har erkendt begge drabene. Den på det tidspunkt 42-årige mand har dog kun delvist erkendt at stå bag de to drab og efterfølgende brandstiftelse på ofrenes hjem.

 

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App