Huspriserne er firdoblet på tre årtier

Region Sjælland er den region udenfor hovedstadsområdet, der har haft de største prisstigninger på huse de seneste 30 år.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Kvadratmeterpriserne på parcel- og rækkehuse er firdoblet i løbet af de sidste tre årtier på landsplan. 

Det skriver ejendomsmæglerkæden Nybolig i en pressemeddelelse.

Kæden har på baggrund af de senest tilgængelige tal fra Finans Danmarks boligmarkedsstatistik beregnet prisudviklingen. Den viser, at køb af fast ejendom er en god langsigtet investering for den tålmodige boligejer.

Læs også
Flere køber hus på småøerne: - Der bliver nærmest sat røgsignaler i gang, når der er en børnefamilie på vej
Læs også
Flere køber hus på småøerne: - Der bliver nærmest sat røgsignaler i gang, når der er en børnefamilie på vej

For 30 år siden var kvadratmeterprisen for et dansk parcelhus i 1992 i gennemsnit 4.000 kroner. Ved udgangen af 2021 er den firdoblet til 16.553 kroner.

- Der er ingen tvivl om, at købet af en bolig kan være en god investering på lang sigt. I alle landets regioner har boligejere, som har ejet deres bolig de seneste tre årtier, i gennemsnit minimum tredoblet deres formue målt i murstenskroner. For landet som helhed er der tale om en firdobling, siger Alexander Falck Winther, pressechef i Nybolig, i pressemeddelelsen.

Markante forskelle

Mæglerkæden påpeger, at der dog er tale om markante regionale forskelle i boligprisernes udvikling.

Mest markant har udviklingen været i Region Hovedstaden, hvor huspriserne på 30 år er mere end femdoblet, mens der er tale om en tredobling i Region Nordjylland og Region Syddanmark. Region Sjælland er den region uden for hovedstaden, hvor huspriserne er steget mest. 

Dog stærkt forfulgt af Region Midtjylland. 

-Trods op- og nedture på boligmarkedet siden 1992 er der på den lange bane tale om anseelige prisstigninger, som de seneste tre årtier har givet boligejere et større råderum at realisere fremtidige boligplaner for. For alle danske huse som helhed er priserne steget 314 procent over de sidste tre årtier, afslutter Alexander Falck Winther pressemeddelelsen.

Så meget er huspriserne steget:

Gennemsnitlige realiserede handelspriser på parcel- og rækkehuse opgjort i kroner per kvadratmeter.

Fra 3. kvartal 1992 til 3. kvartal 2021:

  • Hele Danmark 4.000-16.553 = 314 procent

  • Region Hovedstaden 5.902-33.396 = 466 procent

  • Region Sjælland 3.878-14.396 = 271 procent

  • Region Syddanmark 3.508-11.186 = 219 procent

  • Region Midtjylland 3.741-13.801 = 269 procent

  • Region Nordjylland 3.143-10.005 = 218 procent

Kilde: Finans Danmark


Nyhedsoverblik