Højsæson for brandskader i hjemmet - over 700.000 husstande har ingen røgalarm

Når ilden har fat kan en røgalarm betyde forskel på liv og død. Men den mangler i næsten hvert tredje hjem.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Julepynt, dekorationer og stearinlys.

Sådan lyder opskriften på mange danskeres hjem i december måned, når der skal skrues op for julehyggen.

Tørt gran kombineret med levende lys er dog en yderst brandfarlig cocktail. Derfor er december måned også en af de måneder på året, hvor der ses flest brandskader i de danske hjem - og det kan blive fatalt, hvis man ikke opdager branden i tide.

Det skriver Gjensidige Forsikring i en pressemeddelelse. 

- Tid er altafgørende, når der udbryder brand, og her er en røgalarm vigtig, når ilden skal opdages, inden den bliver livstruende, siger Henrik Sagild, der er direktør for skade i Gjensidige Forsikring. 

Næsten hvert tredje hjem står uden røgalarm 

Problemet er bare, at over 700.000 danske hjem ikke har en røgalarm installeret. Det viser en ny undersøgelse, som Kantar Gallup har lavet for Gjensidige Forsikring.

I undersøgelsen svarer knap 30 procent af de adspurgte, at de ikke har en røgalarm i hjemmet - og blandt dem svarer hver tredje, at de ikke har fået sat en op endnu. Godt 10 procent mener, at røgalarmen ikke gør en forskel.

Ifølge Henrik Sagild er den lille sladrehank i form af en røgalarm dog med til at redde både liv og materiel hvert eneste år. 

- Jeg kan ikke understrege nok, hvor fornuftigt det er at få sat op, siger han. 

Hvis man ikke allerede har en røgalarm i hjemmet, opfordrer Henrik Sagild derfor til, at man forærer sig selv en ekstra julegave i år. 

Om undersøgelsen:

Undersøgelsen er foretaget blandt 1.032 repræsentativt udvalgte danskere over 18 år af Kantar Gallup for Gjensidige i august og september 2022.

De adspurgte har svaret på følgende:

Har du en eller flere af følgende ting i dit hjem?

Røgalarm

71.4%

Tyverialarm uden opkobling til alarmcentral

7.9%

Tyverialarm med opkobling til alarmcentral

11.6%

Ingen af ovenstående

22.7%

Ved ikke / Ønsker ikke at svare

3.2%

Hvorfor har du ikke røgalarm?

Jeg ved ikke, hvor man køber en røgalarm

1.6%

Jeg har ikke fået gjort det endnu

34.1%

Jeg tror ikke på, at det gør nogen forskel

11.9%

Jeg har fået købt, men ikke sat op

17.6%

Andet, notér:

17.6%

Ved ikke

18.3%


Nyhedsoverblik