Her kan der komme snebyger på en råkold tirsdag

Blæsten tiltager i løbet af dagen og banker kuldeindekset ned.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Tirsdag morgen er - modsat de forrige morgener - lagt fra land med temperaturer lige over frysepunktet i det meste af landet.

Alligevel kan vi se frem til en dag, der vil føles råkold på grund af en tiltagende vind.

Der kan i løbet af tirsdagen komme lidt sol, men ellers bliver dagen overvejende skyet.

Tørvejr byder dagen også på i store træk, men enkelte lokale snebyger kan forekomme.

Omkring frysepunktet hele dagen

Morgenens temperaturer ændrer sig ikke særlig meget hen over dagen.

Derfor forventes det, at termometrene fra morgen til aften ligger mellem 0 og 2 grader. Med en jævn til frisk vind fra sydøst vil det dog føles som 5 graders frost.

Allerede i formiddagstimerne kan man være heldig at se lidt til solen.

Prognose tirsdag formiddag. Lokale snebyger, ellers mest tørt.
Prognose tirsdag formiddag. Lokale snebyger, ellers mest tørt. Foto: Grafik, TV2 ØST

De få snebyger, der måtte komme, vil antageligt være over Nordjylland, Nordsjælland og Sydvestjylland.

Tiltagende vind frem mod aften

Vejret ændrer sig ikke meget frem imod eftermiddagstimerne. Det vil fortsat være mest skyet, men med mulighed for enkelte snebyger.

Eneste markante ændring er, at vinden for alvor begynder at tiltage fra sidst på eftermiddagen. 

Til aften vil det efterhånden kunne blæse med op til en hård vind og vindstød af kulingstyrke.

Prognose tirsdag eftermiddag. Lokale snebyger, ellers fortsat mest tørt.
Prognose tirsdag eftermiddag. Lokale snebyger, ellers fortsat mest tørt. Foto: Grafik, TV2 ØST

Det vil blot få det til at føles endnu koldere med et kuldeindeks helt ned til minus 7 grader.

Til aften forventes der at komme spredte byger ind fra sydvest.

Ved kysten kan de være med slud eller regn, men når de kommer længere ind over land vil de gå over i sne. Det bliver især Jylland og Fyn, der får de hvide byger.

Prognose tirsdag aften. Spredte byger.
Prognose tirsdag aften. Spredte byger. Foto: Grafik, TV2 ØST