Hejser flag for fællesskabet: - I Danmark står vi sammen

Ny tendens spreder sig i disse dage, hvor vi er sammen hver for sig. Flere danskere landet over hejser Dannebrog for at skabe fællesskab på afstand.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I hovedstadsområdet har man allerede set eksempler på billeder og Facebook-arrangementer, der opfordrer danskerne til at synge eller spille musik fra deres altan.

Nu har fænomenet spredt sig til hele landet. Men uden for hovedstaden er der ikke nødvendigvis så mange altaner, så her hejser de Dannebrog i stedet for.

Gruppen "Flager for fællesskab på afstand" på Facebook har i skrivende stund 667 medlemmer.

Flere lokale borgere har hejst Dannebrog

Én af dem, der har lagt et billede op i gruppen, er Ida Søberg Stokholm fra Slagelse. 

- Der flages i sommerhuset, skriver hun.

 
  Foto: Facebook

Anita Brodersen, der også er fra Slagelse, har ligeledes hejst Dannebrog.

- Så er flaget hejst på denne dejlige solrige dag, skriver hun

TV2 ØST har været i kontakt med Anita Brodersen og spurgt hende, hvorfor hun hejser Dannebrog.

- Jeg flager for fællesskab på afstand, fordi jeg gerne vil vise, at vi i Danmark står sammen i kampen mod corona. Den bedste måde, vi kan gøre det på, er ved at holde afstand.

- Det er her til morgen (fredag, red.) en utrolig dejlig oplevelse at kigge ud af mit vindue fra min hjemmearbejdsplads og se ud på mine to nærmeste naboers haver, hvor vores smukke flag også er hejst for fællesskabet. Man bliver jo lidt isoleret i denne tid, men dette giver en fællesskabsfølelse, siger hun.

 
  Foto: Facebook

Også nord for Slagelse bliver der flaget.

- For fællesskab på afstand nord for Slagelse, skriver Hanne Bølling Nielsen.

 
  Foto: Facebook

Dannebrog er også blevet hejst i Stenstrup, Sorø. 

- Mange tanker til os alle.😷🙏❤️ , skriver Liff Bytov Lassen.

Til TV2 ØST forklarer hun:

- Her i husstanden flager vi, fordi det er det, vi kan gøre. Vi kan hverken synge eller spille, men vi har et flag, så vi hejser det for fællesskabets skyld.

- Desuden er det også en anerkendelse og en tak til alle dem, der fortsat skal arbejde trods risiko for smitte - enten som læge, sygeplejerske, i Netto eller på kirkegården.

 
  Foto: Facebook

Et andet sted i Sorø har en anden borger også taget tendensen til sig.

- Landsbyens auto ved Sorø siger godmorgen og er selvfølgelig med igen, skriver Thomas Jacobsen. 

- Jeg har hejst flaget og vil gøre det hver dag indtil det her “cirkus corona” bliver erklæret overstået, som gruppen også opfordrer til, skriver han til TV2 ØST.

- Jeg har ikke en altan jeg kan synge fra, men jeg kan vise kunder og folk, der kører forbi, at jeg støtter op om alle dem, der er berørt på den ene eller anden måde.

 
  Foto: Facebook

Også i Dianalund hejses flaget.

 
  Foto: Facebook

I Idestrup i Guldborgsund Kommune er der en borger, der gerne vil være med på bølgen, men som mangler en flagstang.

- Jeg har ikke nogen flagstang, men garden træder til, skriver Jørn Kamper Nielsen.

 
  Foto: Facebook

Det er ikke kun i Danmark, at der bliver flaget, spillet musik eller sunget for fællesskabet.

De seneste dage har flere videoer fra blandt andet Italien spredt sig på internettet, hvor familier dukker op på deres altan for at synge og spille musik sammen som udtryk for sammenhold midt i corona-pandemien.

Og det initiativ har flere danskere taget til sig. Således har titusindvis af danskere tilmeldt sig lignende sangbegivenheder i hovedstadens bydele.


Nyhedsoverblik