Hed torsdag afløses af køligere temperaturer i weekenden

Skolernes sommerferie synger på sidste vers og det samme gør sommervejret for denne omgang. Skyer og temperaturer op til 22 grader, lyder det fra DMI.

Weekendens vejr bliver lidt noget andet end den hede, der lå over Danmark torsdag.

Det fortæller Mette Wagner, der er vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).

- Fredag morgen er der mange skyer på himlen. Mod sydøst er der spredte byger, og mod nordvest er der mest tørt, siger hun.

quote Kigger vi på weekendens vejr, så er der lidt eller nogen sol og enkelte byger

Mette Wagner, vagthavende meteorolog, DMI

Er man i den nordvestlige del af landet er der gode muligheder for at få et glimt af solen i løbet af dagen.

- Det bliver mellem 16 og 21 grader, siger Mette Wagner.

Torsdag kom temperaturerne nogle stedet i landet op på over 30 grader, men ud på eftermiddagen startede et ordentligt regnvejr, der blandt andet tvang en koncert med popstjernen Ed Sheeran i Øresundsparken til at holde flere pauser.

Uvejr væltede træer

Ifølge DMI var nogle af torsdagens byger med så kraftige vindstød, at de væltede hegn og ødelagde træer på deres vej.

DMI oplyser torsdag morgen til TV2 ØST, at bygerne torsdag formentlig ikke nåede at kaste et skybrud af sig. Dette vil dog blive endelig verificeret senere fredag.

- Der har været nogle kraftige vindstød og hidsige byger, som bevægede sig meget hurtigt hen over regionen. Men vi forventer en opdatering senere i dag, oplyser vagthavende meteorolog.

Kraftige vindstød og flere hidsige byger bevægede sig i hastigt tempo ind over regionen, torsdag aften, efter en dag med over 30 graders varme flere steder. Her en rullesky ved 19-tiden over Gyldenbjerg Kirke på Nordfalster.
Kraftige vindstød og flere hidsige byger bevægede sig i hastigt tempo ind over regionen, torsdag aften, efter en dag med over 30 graders varme flere steder. Her en rullesky ved 19-tiden over Gyldenbjerg Kirke på Nordfalster. Foto: Morten Tiirikainen - TV2 ØST

Weekenden, der starter, når fredagens arbejdsdag slutter, er den sidste ferieweekend for mange af landets skolebørn.

- Kigger vi på weekendens vejr, så er der lidt eller nogen sol og enkelte byger. Midt på dagen kan der godt være lidt skyet, forklarer Mette Wagner fra DMI.

Temperaturen kommer op på mellem 17 og 22 grader.

Pæn første skoledag

Mandag, hvor skoleklokkerne igen ringer ind, og hvor en ny årgang mange steder i landet har deres første skoledag, bliver i samme stil.

Læs også
Uvejr vælter træer og lukker brovej - uvejr ramte regionen hårdt
Læs også
Uvejr vælter træer og lukker brovej - uvejr ramte regionen hårdt


Der er dog ikke stor risiko for regn mandag, så dagen bliver ifølge meteorologen ganske pæn at starte i skole på.

Ifølge meteorolog Mette Wagner er det en koldfront, der er skyld i, at temperaturerne torsdag og fredag er ganske langt fra hinanden.

- I løbet af dagen blev vi passeret af en koldfront, så den ekstreme varme, der lå over Danmark, den blev sendt videre mod øst, siger hun.