Har du været en tur i bølgerne? Havtemperaturerne forventes at ramme 20 grader inden fredag

Inden ugen er omme, er der gode chancer for 20 grader varmt badevand ved flere af regionens kyster.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Adskillige dage med høj sol og lune temperaturer har sat sit præg på havtemperaturerne her i regionen.

Således kan man mandag dyppe syrebasserne i omkring 19 grader lunt vand i både Isefjord og Nakskov Fjord, og ifølge DMI er der gode chancer for, at de badelystne får glæde af 20 grader varmt vand ved flere kyster, inden ugen er omme.

quote På trods af en maj, der har glimret ved sit fravær af solskinstimer, er det varmere end normalt

Klaus Larsen, vagthavende, DMI

- På trods af en maj, der har glimret ved sit fravær af solskinstimer, er det varmere end normalt, fordi der har været så meget solindstråling den seneste uges tid, forklarer Klaus Larsen, vagthavende ved DMI's vejrtjeneste.

Aktuelt måles der således 19,9 grader i Holbæk Havn, og 19,4 grader i Nakskov Havn.

Det er dog langt fra alle kyster, hvor de næsten højsommerlige hav-temperaturer allerede har indfundet sig.

- Det er særligt i fjordene og bugterne, hvor vandet til dels er lavere, og hvor du ikke har samme udveksling af vandet som i de mere åbne farvande, at temperaturerne nærmer sig de 20 grader, forklarer Klaus Larsen.

En tur i vandet ved kysterne ud mod Storebælt, Kattegat og Femern Bælt er således fortsat kun for dem, der ikke bliver kuldskær af 14 graders vandtemperatur, påpeger han.

På vej mod 20 grader

Temperaturerne måles i havnene ved to meters dybde. Det stillestående vand i havnene bevirker, at der generelt kan være tale om, at de oplyste temperaturer fra DMI er i den høje ende, forklarer Klaus Larsen.

Men med udsigten til flere solskinsdage og en uge, der på fredag kan nå 25 graders varme i lufttemperaturen, er den reelle chance for 20 grader varmt badevand til stede.

- Med det vejr, vi får i de kommende dage, burde vi ramme 20 grader, inden ugen er omme, siger Klaus Larsen, som peger på, at en god solskinsdag i gennemsnit hæver vandtemperaturen med 0,5 grader.

Vindretningen vil også spille en rolle for, hvor varmt badevandet er ved de enkelte kyststrækninger.

Havtemperaturer klokken 11.30 mandag.
Havtemperaturer klokken 11.30 mandag. Foto: DMI.dk

Omkring middagstid er vinden på vej over i en nordvestlig retning, og det kan få temperaturerne til at falde i Sejerøbugten, som ellers også kan bryste sig af lunere havtemperaturer nær kysten.

Det er imidlertid ikke her i regionen, at man finder de højeste temperaturer.

Faktisk skal man ikke køre langt ud af TV2 ØSTs sendeområde for at komme til badevand, hvor temperaturen allerede har ramt de 20 grader og mere til.

Således er der her til morgen mål 21,8 grader i Roskilde Fjord, hvilket er det højeste i hele landet.


Nyhedsoverblik