Hårdere straffe træder i kraft - politikredse forsøger at komme ulovligt gaderæs til livs

Strafskærpelser og målrettet politiindsats skal komme ulovligt gaderæs og vanvidsbillisme til livs.

Foråret er kommet, og solen skinner. 

Noget, der ifølge politiet plejer at give motorentusiaster anledning til at mødes til biltræf og ulovlige gaderæs. 

Samtidigt varsler de sjællandske og københavnske politikredse en koordineret indsats, der fremover skal øge samarbejdet for bedre at kunne skride ind over for farlig og støjende kørsel.

- Politikredsene har hver især oplevet den her problematik gennem årene, og nu stikker vi hovederne sammen og erfaringsudveksler for at komme den her problematik til livs, fortæller Martin Bjerregård, kommunikationsmedarbejder hos Midt- og Vestsjællands Politi.

Generende og farligt

Det er typisk på weekendaftener i industriområder eller på større veje, at op imod flere hundrede biler og motorcykler mødes til ulovlige biltræf, og det er både den støjende adfærd og de livsfarlige risici, der følger med, som politiet vil have stoppet.

VIDEO: TV2 ØST har tidligere sat fokus på de unge, der ønsker at få et sted at køre ræs på en lovlig måde - her er det i Næstved.

Ifølge politiet kommer samarbejdet til at medføre en fælles styrket operativ indsats og tæt kontakt imellem politikredsenes vagtcentraler. 

Politiet vil følge med i, hvor arrangementer forventes afviklet, men vil også være klar til at skride ind over for pludseligt opståede træf, skriver politiet i en pressemeddelelse.

Hvad er vanvidskørsel?

Kan fremover koste fængselsstraf

For nylig vedtog Folketinget en strafskærpelse for vanvidskørsel, der træder i kraft i dag, onsdag den 31. marts 2021.

Det betyder blandt andet, at overtrædelser af færdselslovens bestemmelser om kap- og væddekørsel fremover straffes med fængselsstraf.

- Vi håber, det får dem, der dukker op til de her forsamlinger, til at tænke sig om en ekstra gang, siger Martin Bjerregård, kommunikationsmedarbejder i Midt- og Vestsjællands Politi.

Politiet oplyser desuden, at indsatsen også omfatter forebyggelse af ulovligt gaderæs og vanvidskørsel gennem et samarbejde med kommunerne og ved at forsøge at række ud til de deltagere, som overholder loven og bare gerne vil have lov til at dyrke deres interesse for biler.