Gråvejr lægger sig over landet i weekenden

Lørdag kommer der nogle huller i skydækket, som giver mulighed for solstrejf, men regn presser sig også på.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Vejret i den sidste weekend før jul bliver hverken særlig spændende eller opløftende herhjemme.

- Vi går en weekend i møde med mange skyer og en del regn, mens det bliver sparsomt med solskin, siger Klaus Larsen, vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut.

Frost eller sne er der ikke udsigt til. Frem til søndag aften svinger temperaturerne mellem tre til ni plusgrader.

- Vi har nogle lavtryk ude øst for de britiske øer, som sender fronter ind over landet de kommende dage. Vinden kommer fra sydlig retning. Det giver lidt lun, men også fugtig luft, siger Klaus Larsen.

Fredag morgen og formiddag dominerer tåge og dis.

- Det er tåget eller diset rigtig mange steder som følge af den lune luft. Jeg vil ikke blive overrasket, hvis det visse steder kommer til at være sådan hele dagen, indtil en front vestfra skubber tågen og disen væk, siger Klaus Larsen.

Lørdag bliver nok weekendens mest solrige dag.

- Først på dagen får især de østlige og nordlige egne lidt regn, men derefter kommer der nogle huller i skydækket, så man over hele landet kan se solen af og til. Det bliver også et par grader koldere end fredagens fem til ni grader, siger han.

Søndag morgen er landet igen dækket af skyer, og først på eftermiddagen begynder regn at sprede sig fra de sydlige egne. Kun i Nordjylland og på Bornholm holder det tørt.

- Regnen når frem til det nordlige Jylland søndag aften, mens det holder helt tørt på Bornholm, siger Klaus Larsen.


Nyhedsoverblik