Glæde over nye nærpolitistationer: - Det er rart, der ikke er så langt til politiet

Som en del af politiforliget i 2020 åbner fire ny nærpolitistationer i sendeområdet. Det skaber glæde hos både borgere og SSP.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der bliver kortere vej til politiet for borgere i Dianalund, Asnæs og Korsør.

Her åbner tre helt nye nærpolitistationer, mens der også sker en udvidelse af nærpolitiet i Sorø.

Det sker som en del af en flerårsaftale for politiet og anklagemyndigheden, der blev indgået i december sidste år.

- Jeg synes, det lyder som en god ide, for der kan være ballade her som alle andre steder, siger Ulla Davidsen fra Store Merløse ikke så langt fra Dianalund.

- Der er sket en hel del ting i de år, vi har boet her, så det er meget rart at vide, de er inden for rækkevidde, lyder det fra Marianne Drewsen fra Dianalund.

Læs også
Får du en ny politistation i din by? Her skal de nye nærpolitistationer ligge
Læs også
Får du en ny politistation i din by? Her skal de nye nærpolitistationer ligge

I alt kommer der 20 nye nærpolitistationer rundt omkring i landet.

Skal være kendte ansigter i byen

Den nye nærpolitistation i Dianalund bliver placeret tæt ved Dianalund Centeret. Her vil to betjente få fast tilknytning, og den vil have åbent for betjening mindst en gang ugenligt. 

Byen har tidligere oplevet uroligheder og udfordringer med stoffer. Derfor hilser teamkoordinatoren i Sorø Kommunes SSP-samarbejde da også politistationen velkommen.

- Jeg synes, det er en rigtig god idé. Og hvis man kigger geografisk på det, så ligger det tæt på de lokalsamfund, der er uden for selve Sorø by, siger Rikke Thernøe.

- Jeg tror altid, at et tydeligt og nærværende politi har en betydning for de udfordringer, der må være, fortsætter hun.

Artiklen fortsætter under billedet.

Hos SSP i Sorø Kommune glæder man sig over, at politiet kommer tættere på borgerne i lokalområderne uden for Sorø by.
Hos SSP i Sorø Kommune glæder man sig over, at politiet kommer tættere på borgerne i lokalområderne uden for Sorø by. Foto: TV2 ØST

Ifølge politidirektør i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, Lene Frank, bliver den primære opgave for nærpolitibetjentene at blive kendte ansigter i byen.

- Dels skal der være åbent på den her lille nærstation ved Dianalund Centret, hvor der kommer mange mennesker. Men de skal også ud på gaderne, forbi skaterbanen og en tur til Stenlille, siger hun.

Mange betjente i udsat område

Også i Slagelse Kommune sker der ændringer. 

Den eksisterende nærstation på Dahlsvej i Korsør nedlægges, og i stedet oprettes der en ny nærpolitistation tæt ved Motalavej i Slagelse. En station, der skal styrke politiets indsats i forhold til de udsatte boligområder. 

- Den vil have ansvaret for både indsatsen ved Motalavej men også i Ringparken. Det vil betyde, at vi har relativt mange medarbejdere tilknyttet de her områder, siger Lene Frank.

Artiklen fortsætter under billedet.

nærpolitistationer
Foto: TV2 ØST

Nærpolitiet på Motalavej øges fra fire til ti betjente, og der vil være åbent for fysiske henvendelser fra borgerne mindst 19 timer om ugen. Det falder i god jord hos flere af borgerne i området.

- Vi hører jo så meget om vanvidskørsel, indbrud og havarier rundt omkring på parkeringspladser. Jeg synes, det er utilstedeligt, at det finder sted, og de skal straffes, dem der gør det, og derfor skal vi have politiet på, siger Benny Andersen fra Korsør.

-  Jeg tror også, det er vigtigt, at betjentene står ud af bilen og går en tur på gaden, for så føler man, det er mennesker, i stedet for sådan nogen, der kommer i metalburer og kontrollerer os, supplerer korsoraneren Torben Friis.

Det forventes, at nærpolitiet I Dianalund åbner engang I løbet af 2021 - mens nærpolitistationen på Motalavej I Korsør er klar I løbet af 2022.


Nyhedsoverblik