¨

Gasrørledning udløser flere demonstrationer: Lænker sig til store maskiner

Foto: Per Rasmussen

Gasrørledningen Baltic Pipe er upopulær hos en gruppe demonstranter, der mandag laver aktioner flere steder på Sjælland.

”Fuck Baltic Pipe”.

Teksten og den sure smiley er ikke til at tage fejl af.

En gruppe utilfredse og maskerede demonstranter laver mandag aktioner mod gasledningsprojektet flere steder på Sjælland. Det viser billeder fra gruppens side på Facebook med navnet ”Baltic Pipe NEJ TAK”.

Blandt andet to steder nær Næstved, hvor op mod tyve mennesker er i aktion. Nogle af dem har lænket sig fast til maskiner på en byggeplads. 

Artiklen fortsætter under billedet.

En af demonstrationerne foregår på Fensmarksvej, hvor der lige nu er ni demonstranter til stede. Foto: Balticpipenejtak

En af demonstrationerne foregår på Fensmarksvej, hvor der lige nu er ni demonstranter til stede.

Vi laver aktionerne for at stoppe arbejdet med Baltic Pipe så meget, som vi kan

Rune Hansen, talsperson for dagens aktion

- Vi laver aktionerne for at stoppe arbejdet med Baltic Pipe så meget, som vi kan. Ellers vil vi forsinke det.

Sådan lyder det fra Rune Hansen, der er talsperson for dagens aktion.

- Det kommer til at binde Polen til den fossile løbebane de næste mange år. Og det fjerner alle incitamenter til, at de skal omstille til grøn energi, lyder det fra protestgruppen.

Ifølge dem selv har de stoppet arbejdet på to byggepladser, hvor de har været til stede siden mandag morgen klokken 5.30.

Politiet er også til stede i området. De har ikke i sinde at fjerne  demonstranter med magt, men beder dem om at komme ned. Hvis de ikke gør det, kan de risikere et retsligt efterspil.

Artiklen fortsætter under billedet.

Flere demonstranter har lænket sig til maskiner på byggepladsen. Foto: Balticpipenejtak

Energinet vil anmelde det til politiet

Baltic Pipe er en gasrørledning, der skal forbinde gassystemerne i Norge, Danmark og Polen. Projektet er godkendt af Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet.

Her i regionen betyder byggeriet, at omkring 70 kilometer gasledning skal graves ned. Samtidig skal der bygges en kompressorstation ved Everdrup på Sydøstsjælland. Den skal øge trykket og gasflowet i gasrørledningen i Østersøen.

Det er danske Energinet og det polske Gaz-System, der sammen står bag byggeriet. Den samlede pris forventes at blive 12-16 milliarder kroner. 

Der er flere personer, der har lænket sig fast til maskinerne. Det ordner man ikke bare lige

Søren Juul Larsen, chefprojektleder på Baltic Pipe-projektet

Hos Energinet er man ærgerlige over dagens aktioner. Det fortæller Søren Juul Larsen, der er chefprojektleder på Baltic Pipe-projektet.

- Vi er jo bekymret over, når der er folk inde på vores afspærrede byggepladser. Der er farlige aktiviteter og farlige maskiner. Det lægger os på sinde, at der ikke må ske ulykker derinde, siger han.

Samtidig vækker det også irritation, at demonstranterne går ind og lænker sig fast på privat grund.

- Vi må anmelde det til politiet for ulovlig indtrængen. Der er flere personer, der har lænket sig fast til maskinerne. Det ordner man ikke bare lige. Det skal gøres sikkert, og det har vi overladt til politiet, tilføjer Søren Juul Larsen.

Artiklen fortsætter efter grafikken:

Grafik: Nick Abildgaard

Politiet: - De overtræder grænserne

Hos Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi arbejder man i øjeblikket på at få demonstranterne fjernet.

- Der er aktivister, der har været derude. Og de har været tre steder. Vi er i dialog med dem derude for at få dem til at forlade området, oplyser Tom Trude, der er linjechef for beredskabet hos Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi.

- Der er tale om, at de overtræder grænserne. De kan se frem til at få en sigtelse for at gå ind på området.

Men hos demonstranterne tager man gerne den risiko med, siger talsperson Rune Hansen.

- De ved godt, det er ulovligt. De har valgt at tage den risiko. Der har været læserbreve og meget andet, men den danske regering ignorerer deres ansvar i den her sag. At de gør noget ulovligt i dag, det er udtryk for desperation. De bliver hængende så længe, de kan, og så ser vi, hvad der ellers sker i løbet dagen, lyder det fra aktionsgruppen. 

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App