Gasprisen stiger i kølvandet på sabotage mod rørledninger

Sabotage mod rørledninger og ny russisk trussel får gasprisen til at stige. Men den er et stykke fra toppen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Prisen på gas stiger onsdag morgen i kølvandet på gaslækager i Østersøen og en ny russisk trussel om at lukke for en del af den sidste rest af gas, der fortsat strømmer til Europa.

Tirsdag morgen kostede en kubikmeter gas cirka 15 kroner på børsen. Onsdag morgen koster den cirka 18 kroner, fortæller energianalytiker ved interesseorganisationen Green Power Denmark Kristian Rune Poulsen.

- Gaslækagerne i Østersøen har gjort markedet nervøst, og priserne steg 5-10 procent i kølvandet på det, siger Kristian Rune Poulsen.

- Men oveni har Gazprom (russisk gasselskab, red.) truet med at lukke forsyningen til Europa gennem Ukraine, og det har fået gasprisen til at stige endnu kraftigere.

quote Gaslækagerne i Østersøen har gjort markedet nervøst, og priserne steg 5-10 procent i kølvandet på det

Kristian Rune Poulsen,

Sparsom forsyning

Tirsdag kom det frem, at i alt tre lækager på de gasrørledninger Nord Stream 1 og 2, der transporterer naturgas fra Rusland til Tyskland, er sket ved bevidste handlinger. Lækagerne får gas til at strømme ud.

Lækagerne er sket i havet ud for Bornholm, men i internationalt farvand.

- Nord Stream-ledningerne var i forvejen ude på ubestemt tid, så reaktionen på markedet har været begrænset. Men der, hvor det rent faktisk påvirker markedet mest, er der, hvor der løber gas igennem lige nu, siger Kristian Rune Poulsen.

Han forklarer, at russerne lige nu leverer cirka en femtedel af den mængde gas, de normalt lever til Europa.

Hvis det russiske gasselskab gør alvor ud af en trussel om at lukke rørledningen gennem Ukraine, så forsvinder halvdelen af den mængde.

- Det vil ramme den sparsomme forsyning, vi trods alt har, siger energianalytikeren.

20220927-104138-6-4095x2682ma
Læs også
Beredskabsniveau hævet til næsthøjeste niveau efter gaslæk
20220927-104138-6-4095x2682ma
Læs også
Beredskabsniveau hævet til næsthøjeste niveau efter gaslæk

Gasprisen var på 30 kroner

Gasprisen lige nu er dog et stykke fra den foreløbige top 26. august, hvor en kubikmeter gas på børsen kostede 30 kroner.

- Siden 26. august har trenden ellers været nedadgående, og prisen var cirka halveret frem til i går, siger Kristian Rune Poulsen.

For forbrugere, der bruger gas til at varme deres hjem op, vil den stigende pris slå igennem på gasregningen.

- Forbrugerne kan ikke følge med i gasprisen time for time ligesom elprisen.

- Hvis prisen er høj, så vil deres gasregning også stige. Men de får det tidligst at se om tre måneder, når næste acontoregning kommer, siger energianalytikeren.

Han forventer, at prisen fortsat vil være på et højt niveau på omkring 20 kroner hele vinteren og faktisk også næste vinter.

- De næste to vintre ser lige nu ud til at blive rigtig dyre, hvis man bruger gas, siger han.