Forundersøgelse til Kattegatforbindelse udskydes igen

En længe ventet forundersøgelse af en Kattegatforbindelse er nu udskudt igen. Vejdirektoratet mangler de sidste beregninger, fortæller projektchefen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En stor forundersøgelse af den omdiskuterede Kattegatforbindelse skulle have været færdig ved udgangen af 2021. 

Det blev i slutningen af september udskudt til foråret 2022, og nu udskydes udgivelsen af rapporten endnu engang. 

Det skyldes ifølge Vejdirektoratet, at man ikke er færdig med alle de beregninger, den skal indeholde. Det fortæller Ulrik Larsen, der er projektchef i Vejdirektoratet. 

- Det korte af det lange er, at vi ikke er helt færdige med de beregninger, der skal laves. Vi skal have sikret, at de sidste beregninger passer, siger han. 

Sidste beregninger mangler

Det er Vejdirektoratet, Sund og Bælt og Trafikstyrelsen, der tilsammen udarbejder forundersøgelsen af det 40 kilometer lange bro-projekt, Kattegatforbindelsen. Og det er ifølge projektchefen et omfattende arbejde. 

- Vi sidder og sammenfatter den rapport, der skal præsentere hele projektet. Den bygger på flere teknisk tunge rapporter, der indeholder klimaberegninger, trafiktal og samfundsøkonomiske gevinster ved projektet, siger han.

Læs også
Forundersøgelse af omdiskuteret Kattegatforbindelse er blevet forsinket
Læs også
Forundersøgelse af omdiskuteret Kattegatforbindelse er blevet forsinket

I september skyldtes forsinkelsen af forundersøgelsen også, at man skulle genberegne trafiktallene. 

Det var på baggrund af aftalen om Infrastrukturplan 2035, som blev vedtaget af et bredt flertal i Folketinget i juni 2021. 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Trafikprognosen spiller fortsat ind på forsinkelsen af forundersøgelsen.

- Det er de sidste klimaberegninger og en kvalitetssikring af trafiktallene, som vi mangler at blive færdig med, fortæller Ulrik Larsen. 

Hans bedste bud er, at forundersøgelsen bliver klar til sommerferien. 

Prisstigninger påvirker ikke nu 

De foreløbige undersøgelser har vist, at forbindelsen vil koste mindst 60 milliarder kroner.

Men til en høring om Kattegatforbindelsen på Christiansborg i slutningen af april udtalte transportøkonom Mogens Fosgerau, at tidens stigende anlægspriser betyder, at den pris ikke længere er realistisk. 

Læs også
Transportøkonom: Kattegatforbindelsen vil blive dyrere end beregnet
Læs også
Transportøkonom: Kattegatforbindelsen vil blive dyrere end beregnet

Samtidig betyder de stigende benzin- og dieselpriser ifølge økonomen, at færre vil benytte en Kattegatforbindelse, hvilket gør den mindre attraktiv at bygge.

Men det er ikke på baggrund af de stigende priser, at forundersøgelsen er forsinket, lyder det fra Vejdirektoratet. 

- Vi er selvfølgelig opmærksomme på det, men projektet er jo ikke noget, der skal bygges nu og her. Forundersøgelsen er en overordnet undersøgelse, der laves på et tidligt stadie i processen. Der kan gå syv til otte år endnu, før det skal anlægges, hvis det skal anlægges. Så meget kan nå at ske med verdensøkonomien endnu, siger Ulrik Larsen. 

Det største projekt hidtil

Arbejdet med forundersøgelsen har stået på siden 2019. Dermed har det med forsinkelserne undervejs taget mere end tre år, og man er fortsat ikke klar til at aflevere rapporten. 

Ulrik Larsen har svært ved svare på, om det er en usædvanligt lang arbejdsproces.

- Vi har aldrig lavet så stort et projekt i Danmark, så vi har ikke noget at sammenligne med. Jeg kan bare sige, at vi har lavet et grundigt stykke arbejde, som man også kan se i det, der allerede er blevet delt med offentligheden på baggrund af de aktindsigter, der er søgt, siger han.

Læs også
Motorvej på halvøen Røsnæs rykker nærmere: - Det vil være katastrofalt for naturen
Læs også
Motorvej på halvøen Røsnæs rykker nærmere: - Det vil være katastrofalt for naturen

Når forundersøgelsen ligger færdig, indeholder den forslag til linjeføring, altså hvor broen og dertilhørende jernbane og motorvejsforbindelse kan ligge, samt konsekvenserne for naturen, miljøet og støjniveauet i de påvirkede områder, trafiktal, gevinster for erhvervsliv samt bud på, hvordan projektet kan finansieres. 

- Så den kommer bredt rundt på hele paletten af projektet på et overordnet niveau, siger Ulrik Larsen. 

Læs også
Ny modstand mod Kattegatforbindelsen - frygter udsigten til lyntog i baghaven
Læs også
Ny modstand mod Kattegatforbindelsen - frygter udsigten til lyntog i baghaven

Forundersøgelsen bliver overdraget til transportminister Trine Bramsen (S), og herefter venter den politiske drøftelse af, om man vil gå videre med projektet. 

Hvis man gør det, skal der laves yderligere og mere omfattende undersøgelser, fortæller Ulrik Larsen. 

- Så skal man mere ned i det tekniske, og så skal man holde offentlige høringer, siger han. 


Nyhedsoverblik