Forældre misforstår coronabrev og kimer sportsklubber ned

Fester og sociale arrangementer omkring sportsklubber bør aflyses, men ikke selve træningen, mener DIF og DGI.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Sportsklubber og forbund har fået et hav af henvendelser fra forældre, som onsdag har misforstået et brev fra Børne- og Undervisningsministeriet og fejlagtigt tror, at børn og unge skal undgå idrætsaktiviteter.

Men man kan fortsat godt sende sine børn til træning i badminton, fodbold eller andre sportsgrene.

quote Den helt almindelige træning med vennerne er - med respekt for de gældende Corona-retningslinjer - vigtig at fastholde

DGI

Sådan lyder det i pressemeddelelser fra de store idrætsorganisationer Danmarks Idrætsforbund (DIF) og DGI.

Brevet, som er kilden til misforståelsen, blev sendt onsdag til landets skoler og forældre.

Det indeholder en opfordring om, at børn og unge bør "aflyse eller melde afbud til alle sociale arrangementer i forbindelse med skole, fritidstilbud og ungdomsuddannelser" i lyset af stigende coronasmitte.

- Mange steder i landet bliver flere og flere igen smittet af corona. En stor del af dem er børn og unge i alderen 10-29 år. Den udvikling skal vi have stoppet, skriver ministeriet.

Men med sociale arrangementer i forbindelse med fritidstilbud menes arrangementer, der knytter sig til idrætten og foreningslivet.

Det gælder for eksempel "klubfester, filmaftener og forældremøder", men ikke selve træningen, skriver DIF.

DGI: - Alle har et ansvar

Begge foreninger understreger, at de bakker om brevets budskaber.

Ifølge DGI har alle nemlig "et ansvar for at stoppe smittespredningen og særligt blandt børn og unge".

- I DGI opfordrer vi derfor vores idrætsforeninger til at udskyde eller aflyse sociale arrangementer, for eksempel hvis man lokalt vurderer, at et arrangement mere har en social karakter end egentlig træning, skriver organisationen.

- Den helt almindelige træning med vennerne er - med respekt for de gældende Corona-retningslinjer - vigtig at fastholde.

Læs også
Coronakrisen rammer idrætsforeninger hårdt - spænder ben for sporten
Læs også
Coronakrisen rammer idrætsforeninger hårdt - spænder ben for sporten

Brevet er underskrevet af børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) samt en lang række organisationer.

Det indeholder også en opfordring om, at forældre tager en snak med deres børn om risikoen for coronasmitte.


Nyhedsoverblik