Første stik gives i Slagelse - tusind læger står klar landet over

Cirka 1000 ud af landets 3000 praktiserende læger forbereder sig på at vaccinere mod covid-19 på plejehjem.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Søndag bliver de første personer i Danmark vaccineret mod covid-19.

Det gælder beboere på en række plejecentre, som praktiserende læger er klar til at give det lille prik, der skal beskytte mod coronavirus.

Flere end 1000 af de omkring 3000 praktiserende læger landet over har meldt sig til opgaven.

quote Vores plejehjemsbeboere er nogle af de mest sårbare, så de skal beskyttes mod corona

Jørgen Skadborg, formand for Praktiserende Lægers Organisation

- Det er en stor opgave, som vi har påtaget os med entusiasme og glæde.

- Vores plejehjemsbeboere er nogle af de mest sårbare, så de skal beskyttes mod corona, siger Jørgen Skadborg, formand for Praktiserende Lægers Organisation (PLO).

I Region Sjælland starter vaccinationerne på plejecenter Blomstergården, hvor en 85-årig kvinde får det første stik. Her glæder lederen Christina Aaberg sig til at komme i gang.

- Der er en helt speciel stemning her ude, siger Christina Aaberg og tilføjer:

- Medarbejderne er glade, og størstedelen kommer ind på søndag for at være en del af det her.

Region Sjælland modtog allerede lørdag 2000 vacciner fra Statens Serum Institut - og distribuerede her til formiddag 1000 doser af vaccinerne ud i fem ambulancer til i alt 14 plejecentre.

Derudover får frontpersonalet på regionens sygehuse omkring 1000 doser. 

På plejecenter Blomstergården i Slagelse glæder lederen og personalet sig til at komme i gang søndag.

Flere doser er på vej

Det er kun få af de praktiserende læger, der kommer i sving allerede søndag.

Det skyldes, at den første sending af vaccinen kun omfatter 9750 doser.

I den kommende uge ventes der at blive leveret yderligere 38.025 vaccinedoser. I ugerne efter vil der komme knap 48.000 doser om ugen. For at være beskyttet mod virus skal man have to doser, der gives med tre ugers mellemrum.

quote Det minder meget om at give en almindelig influenzavaccine

Jørgen Skadborg, formand for Praktiserende Lægers Organisation

De praktiserende læger er klar til at rykke ud og vaccinere i dagene mellem jul og nytår - sågar også nytårsaften og 1. januar.

- Vi står klar til at vaccinere, lige så snart doserne bliver leveret.

- Vi havde alle ønsket, at vi kunne vaccinere mange tusinde plejehjemsbeboere i en fart, men nu må vi tage dem i den rækkefølge, vaccinerne kommer, siger Jørgen Skadborg.

Som at give en influenzavaccine

Det er læger fra cirka 1000 lægepraksisser over hele landet, der den kommende tid tropper op på plejecentrene for at indgive vaccinen.

Selve måden at vaccinere på adskiller sig ikke væsentligt fra at give en vaccination mod influenza.

- Det minder meget om at give en almindelig influenzavaccine. Dog skal vi selv blande vaccinen op og trække den på en sprøjte.

- En influenzavaccine kommer normalt i en færdig sprøjte, der er klar til at stikke. Men det er også den eneste forskel, siger Jørgen Skadborg.

Han er selv praktiserende læge i Billund og regner med at skulle vaccinere på det lokale plejecenter en af de nærmeste dage.