Føler du dig ensom? Her kan du få hjælp

Flere og flere danskere føler sig ensomme. Nedenfor kan du danne dig et overblik over, hvor du kan komme ensomheden til livs i din kommune.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Måske føler du dig alene i sorgen, efter et nært familiemedlem er gået bort.

Måske sidder du ofte tilbage i baggrunden, når du indgår i større sociale sammenhænge.

Men uanset, hvordan ensomheden indfinder sig i dit liv, er du ikke alene om at føle dig alene.

Ifølge tal fra Danmarks Statistik fra 2022 svarede 12,2 procent af 15-29-årige fra Region Sjælland, at de føler sig ensomme hele tiden eller det meste af tiden.

Tal fra Sundhedsstyrelsen viser desuden, at andelen, der føler sig uønsket alene, er steget med 3,5 procent mellem 2010 og 2021.

Til gengæld findes der hjælp at hente – og ligesom ensomheden selv findes den i mange afskygninger.

I grafikken nedenfor kan du danne dig et overblik over, hvilke tilbud mod ensomhed, der findes i din kommune.

Et trygt rum

I Næstved sker håndsrækningen blandt andet gennem fællesspisning og brætspil.

Her kan unge mellem 15 og 25 år øve sig på sine sociale færdigheder og stifte nye bekendtskaber gennem ugentlige fællesmøder hos den sociale organisation Ventilen.

- Det handler om at vise, at de ikke er alene om det. Ensomme unge kan miste troen på, at det aldrig kan lykkes at bekæmpe ensomheden. Vi har skabt et rum, hvor man kan tage museskridt, siger direktør i Ventilen, Rillo Snerup Rud, til TV2 ØST.

25-årige Pernille Christensen fra Haslev tog sit første museskridt, da hun trådte ind ad Ventilens døre i januar i år.

Til Ventilen i Næstveds fællesmøder kan ensomme unge øve sig på sine sociale færdigheder gennem brætspil, fællesmadlavning og ekskursioner hver tirsdag.
Til Ventilen i Næstveds fællesmøder kan ensomme unge øve sig på sine sociale færdigheder gennem brætspil, fællesmadlavning og ekskursioner hver tirsdag. Foto: Martin Stilling / TV2 ØST

- Du kommer ud og møder andre mennesker, og du ved 100 procent, at de har samme følelse. Nu er ensomheden forsvundet en smule, og jeg er blevet bedre til at åbne mig for folk, fortæller hun.

Fysiske rum som Ventilen findes på tværs af Region Sjælland.

Under mantraet ”Nogen at tale med” tilbyder organisationen Headspace anonym rådgivning til socialt udsatte i syv centre inden for TV2 ØSTs sendeområde.

I de kommunale frivilligcentre afholdes der desuden ugentlige arrangementer, hvor fællesskab og socialisering er omdrejningspunktet.

Første skridt bag en skærm

Men skridtet ud af ensomheden kan også tages digitalt.

På Sydøstsjælland har over 240 mennesker tilmeldt sig Facebook-gruppen Fællesskabet Sakskøbing – et socialt springbræt for de af provinsbyens beboere, som oplever isolation i dagligdagen.

Den elektroniske hjælp rækker videre end sociale medier.

Den elektroniske service Boblberg beskriver sig selv som et digitalt mødested, hvor mennesker kan finde fasttømrede fællesskaber gennem fælles interesser.

Her kan platformens i alt 572.582 brugere invitere til selskabelige aktiviteter gennem de såkaldte bobler.

Og særligt ét begreb går ofte igen i brugernes opslagsbeskrivelser.

- Ensomhed fylder rigtig meget på platformen på forskellige faconer. Vi tror, der er mange, der bruger platformen og opdager, at de slet ikke er alene om at være ensomme, siger kommunikationsmedarbejder i Boblberg, Emma Trave, til TV2 ØST.

Det digitale fællesskab er et dansk påfund og fejrer tiårsjubilæum i år. Platformen er udviklet i samarbejde med tre kommuner, og ifølge dens hjemmeside samarbejder den i dag med over 50 kommuner på tværs af landet.

Med programserien ”Skridtet ud af ensomhed” sætter TV2 ØST i denne måned fokus på ensomhed. Se den på TV2 ØST Play.


Nyhedsoverblik