Fødselslæger opfordrer til coronavaccination af gravide

Fordele ved at vaccinere gravide og ammende overgår ulemper, mener forening for fødselslæger og gynækologer.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Gravide og ammende bør også få tilbudt vaccination mod coronavirus, mener landets fødselslæger og gynækologer i foreningen Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologi (DSOG).

Det skriver Politiken.

Sundhedsstyrelsen anbefaler på nuværende tidspunkt ikke vaccination mod covid-19 til gravide og ammende, fordi vaccinerne ikke er testet på de grupper.

Men det undrer Annemette Lykkebo, der er ledende overlæge og formand for DSOG, at gravide og ammende ikke får mulighed for at få en coronavaccine.

- Vi ved, at de gravide er i øget risiko for en række også alvorlige komplikationer for både sig selv og barnet, hvis de får svær covid-19.

- Derfor undrer vi os over, at Sundhedsstyrelsen ikke klart anbefaler vaccination. I det mindste bør de tilbydes coronavaccination på lige fod med alle andre, siger hun til Politiken.

Fordele opvejer ulemper

Ifølge Annemette Lykkebo opvejer fordelene ved at vaccinere de to grupper de ulemper, der måtte være. I USA har 120.000 gravide fået en coronavaccine, og der er indsamlet data fra omkring 40.000 af dem og 800 fødte børn.

De viser ifølge DSOG, at gravide og ammende oplever de samme bivirkninger som de øvrige grupper i befolkningen, og at der desuden ikke fødes børn for tidligt, ingen med misdannelser, og at der ikke er risiko for at miste barnet efter vaccinationen.

Læs også
I denne uge sendes de sidste invitationer til vaccination
Læs også
I denne uge sendes de sidste invitationer til vaccination

Fødselslægerne og gynækologerne opfordrer til vaccination af de gravide og ammende, fordi de relativt få gravide, som får svære coronainfektioner, risikerer at få alvorlige komplikationer for både mor og barn.

Blandt dem, der får svære covid-infektioner, føder tre-fire gange så mange for tidligt, oplyser DSOG.

- Det kan medføre uoprettelige, livslange skader på barnets fysiske og mentale formåen. De gravide har også øget risiko for kejsersnit og for at ende på et intensiv-afsnit, siger Annemette Lykkebo.

Ifølge hende kan de konsekvenser undgås ved vaccination. Det vurderes, at 6 ud af 100 coronasmittede får et alvorligt forløb, skriver Politiken.

Risiko for alvorligt corona-forløb

Bolette Søborg, der er enhedschef i Sundhedsstyrelsen, siger til avisen, at hun forstår DSOG, da risikoen for et alvorligt coronaforløb er højere for gravide.

I Danmark kan gravide og ammende få vaccinen, hvis de er i særlig risiko for at få et alvorligt coronaforløb, og hvis fødselslæger derfor ordinerer den.

Dansk Selskab for Almen Medicin og Jordemoderforeningen savner en klar udmelding fra myndighederne om, hvorvidt og hvordan gravide kan vaccineres, hvis de selv ønsker det.


Nyhedsoverblik